Rapport: FA beskyttede ikke børn godt nok mod overgreb

FA var for lang tid om at sørge for at beskytte børn i perioden 1995-2000, konkluderer undersøgelse

FA svigtede unge spillere i en periode på fem år, konkluderer rapport. (Genrefoto) Foto: Laurence Griffiths/Ritzau Scanpix
FA svigtede unge spillere i en periode på fem år, konkluderer rapport. (Genrefoto) Foto: Laurence Griffiths/Ritzau Scanpix

Det Engelske Fodboldforbund (FA) var for lang tid om at lave foranstaltninger, der skulle beskytte børn mod seksuelle overgreb i perioden 1995-2000.

Det konkluderer en uafhængig undersøgelse om seksuelt misbrug gennem tiden, skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge rapporten burde en række højtprofilerede domme have fået alarmklokkerne til at ringe hos FA, som dermed burde have gjort noget ved problemet tidligere.

Særligt en dom til den tidligere fodboldtræner Barry Bennell i 1995 i USA burde have ført til ændringer i forbundet, men det skete først fem år senere.

Bennell blev i 2018 idømt 31 års fængsel for adskillige seksuelle overgreb på 12 ungdomsspillere i alderen 8-15 år i perioden 1979-1991. Senere fik han en tillægsstraf på fire år.

Folkene bag undersøgelsen mener, at der er tale om 'institutionelt svigt' fra FA's side.

- FA var alt for langsomme til at indføre tilstrækkelige og passende tiltag for at beskytte børn og til at sørge for, at personerne i sporten tog beskyttelsen alvorligt.

- Det er alvorlige institutionelle fejl, og der er ingen undskyldning for dem. I løbet af denne periode har FA ikke gjort nok for at beskytte børnene, lyder det blandt andet i rapporten.

Det påpeges også, at de engelske fodboldklubber i visse tilfælde ikke reagerede hurtigt nok eller forholdt sig upassende til henvendelser om seksuelt misbrug.

I forlængelse af undersøgelsens resultater er der 13 anbefalinger til, hvad FA kan gøre for at beskytte ungdomsspillere.

- Man skal forstå og anerkende det misbrug, de unge spillere har været udsat for i den periode, som rapporten afdækker, siger advokaten Clive Sheldon, der står i spidsen for arbejdet.

- Ligesom det er vigtigt at se fortidens hændelser i øjnene og anerkende dem, er det også vigtigt, at den forfærdelige historie ikke bliver gentaget, og at man gør alt nu for at beskytte den nuværende og de kommende generationer af unge spillere.

- Jeg håber, at rapporten kan bidrage med et indspark i den forbindelse, siger han.