Ryan Giggs tiltalt for vold mod to kvinder

Den tidligere Manchester United-stjerne Ryan Giggs er fredag blevet anklaget for voldeligt overfald på to kvinder

I en reklame fra april 2019 gjorde Ryan Giggs' bror, Rhodri, grin med Ryans utroskab i en Paddy Power-reklame

Den tidligere Manchester United-spiller Ryan Giggs er fredag blevet tiltalt for voldeligt overfald og kontrollerende adfærd over to kvinder.

Det skriver Sky News.

47-årige Giggs, der er walisisk landstræner, skal på onsdag møde i retten ved Manchester and Salford Magistrates' Court, oplyser en talsperson for anklagemyndigheden.

Han er anklaget for voldeligt overfald på sin daværende kæreste, 36-årige Kate Greville i Giggs hjem i Worsley, Greater Manchester 1. november sidste år, ligesom han er anklaget for vold mod en kvinde, der angives til at være i 20'erne.

Derudover er han anklaget for tvang og kontrollerende adfærd overfor Greville i perioden december 2017 og november 2020.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Ryan Giggs er tiltalt for vold mod to kvinder. Foto: Ritzau Scanpix
Ryan Giggs er tiltalt for vold mod to kvinder. Foto: Ritzau Scanpix
 

I november sidste år blev Ryan Giggs anholdt på grund af mistanke om, at han havde overfaldet sin kæreste gennem tre år, Kate Grenville.

Siden blev forholdet udvidet til også at omhandle overfald mod en anden kvinde.

Efter anholdelsen har Ryan Giggs holdt orlov som Wales' landstræner. Fredag aften meddeler det walisiske fodboldforbund i en pressemeddelelse, at den vikarierende landstræner, Robert Page, også står i spidsen for holdet under sommerens EM, hvor Wales er i gruppe med Schweiz, Italien og Tyrkiet.

Ryan Giggs topper listen over spillere med flest kampe for Manchester United med 963 kampe.