Schmeichel ellevild: - Pissehamrende stolt

Kasper Schmeichel var ovenud lykkelig efter Leicesters historiske FA Cup-sejr

Highlights: Leicester og vilde Schmeichel vinder FA Cuppen efter stort drama

Kasper Schmeichel var dagens mand i skysovs, da Leicester lørdag aften for første gang i klubbens historie sikrede sig FA Cup-titlen efter 1-0-sejren i finalen over Chelsea.

Med flere fremragende aktioner i kampens afslutning agerede han redningsmand for klubben, der i finalen blot registrerede en afslutning inden for målrammen: Youri Tielemans drømmemål efter en god times spil.

Som klubbens anfører kunne han efter kampen hæve den eftertragtede pokal, og i minutterne efter løb han over-lykkelig rundt på Wembleys grønsvær og vidste ikke rigtig, hvad han skulle sige:

- Jeg er så glad, at jeg ikke engang kan beskrive det. Jeg vil bare sige hej til min hustru og børn derhjemme - jeg elsker jer. Det er det her, drømme er skabt af - jeg drømte om det her som dreng, sagde Kasper Schmeichel til BBC lige efter slutfløjt.

Kasper Schmeichel og Leicester-ejer, Aiyawatt Srivaddhanaprabha, kunne fejre den store sejr. Foto: Kirsty Wigglesworth/AFP/Ritzau Scanpix
Kasper Schmeichel og Leicester-ejer, Aiyawatt Srivaddhanaprabha, kunne fejre den store sejr. Foto: Kirsty Wigglesworth/AFP/Ritzau Scanpix

Senere havde han fået sundet sig lidt og kunne over for 6'eren sætte lidt flere ord på sejren - og på de to fantomredninger, han leverede i kampens afslutning, selv om han ikke kunne forklare dem:

- Det ved jeg ikke. Nogle gange sker sådanne ting. Vi kæmpede simpelthen så hårdt, og vi havde drømt om det her. Vi talte om i starten af sæsonen, at vi ville vinde denne pokal. Nu står jeg med den i dag. Jeg er sindssygt glad.

- Jeg er pissehamrende stolt af alle i klubben. Vi spillede mod en meget svær modstander - jeg er utrolig stolt, sagde Kasper Schmeichel.

Artiklen fortsætter efter videoen ...

Vi har drømt om det her – Kasper Schmeichel efter FA Cup-triumfen

Da klubbbens ejer, Vichai Srivaddhanaprabha, i 2018 mistede livet i et helikopterstyrt lige uden for King Power Stadium i Leicester, tog det hårdt på den danske målmand.

Lørdag aften hev han sønnen Aiyawatt ned på grønsværen for at hæve den pokal, Kasper Schmeichel har set sin far hæve tre gange og derfor nærmest er vokset op med.

- Der er mange følelser, og det er svært at sætte ord på dem.

- Det her var for ejerne. Vi har et billede af ham på indersiden af vores trøjer, så han er altid med os. Det her er, hvad vi har drømt om og snakket om så længe, pointerede anføreren.

Historisk: Schmeichel og Leicester løfter FA Cup-pokalen for første gang i klubbens historie