Sene mål afværger Citys pokalchok

Manchester City var bagud 0-1 ti minutter før tid, men slog Cheltenham fra fjerdebedste række på sene mål

Alfie May bragte sensationelt Cheltenham Town foran, men Manchester City kom tilbage i slutfasen. Foto: Toby Melville/Reuters
Alfie May bragte sensationelt Cheltenham Town foran, men Manchester City kom tilbage i slutfasen. Foto: Toby Melville/Reuters

Manchester City bevægede sig lørdag aften på kanten af et sensationelt exit i FA Cup.

Med ti minutter tilbage førte Cheltenham Town fra Englands fjerdebedste række, League Two, 1-0, men City fik vendt kampen på hovedet til en udesejr på 3-1 i 16.-delsfinalen.

Manchester City gav spilletid til en række reserver, men storklubben havde stjerner nok på banen til, at man kunne forvente en sikker sejr. Sådan gik det langt fra.

City dominerede selvsagt, men havde svært ved at nedbryde det hårdt kæmpende Cheltenham-hold.

Det undertippede hjemmehold spillede endda friskt til og havde også sine muligheder. Som da Alfie May slap igennem og var tæt på at score med et skud ved den ene stolpe.

Otte minutter efter pausen burde City have bragt sig foran, men Gabriel Jesus misbrugte i fri position efter Phil Fodens forarbejde.

Efter knap en time kom chokket i stedet. Et langt indkast - en Cheltenham-specialitet - blev snittet videre, og Alfie May havde taget et perfekt løb, så han foran snuden på keeper Zack Steffen kunne sparke bolden op i nettaget.

Så reagerede Pep Guardiola fra bænken. Han sendte Ilkay Gündogan, Ruben Dias og João Cancelo i aktion for at vende slagets gang.

City intensiverede også presset, men minutterne gik, og det trak op til sensationen.

Men ti minutter før tid kunne Cheltenham ikke længere stå for presset. João Cancelo afleverede til bageste stolpe i feltet, hvor Phil Foden headede udligningen ind.

Tre minutter senere kom City også på 2-1. Fernandinho sendte en dyb aflevering i feltet, og Gabriel Jesus snød offsidefælden og tæmmede kælent bolden, før han scorede sikkert.

I tillægstiden fjernede Ferran Torres den sidste tvivl om udfaldet med målet til 3-1.

Surt selvmål

Taler om Eriksen-rygte