Spanier sender genialt Watford i FA Cup-finalen

Watford leverede et vildt comeback, da Gerard Deulofeu i den forlængede spilletid sørgede for FA Cup-finale

Watford leverede fremragende comeback i forrygende FA Cup-brag mod Wolves. Video: Discovery Networks Danmark.

Indskiftede Gerard Deulofeu var hovedarkitekten, da Watford søndag spillede sig i FA Cup-finalen med en gigantisk comeback i 3-2-sejren over Wolverhampton.

11 minutter før tid var holdet bagud 0-2, men så lynede Deulofeu første gang og drejede bolden op i målhjørnet, inden Troy Deeney udlignede på et straffespark i overtiden.

I den forlængede spilletid viste Gerard Deulofeu hurtighed og teknik, da den 25-årige spanier rundede en modstander i feltet og fikst lagde bolden i mål.

Føringen holdt, og dermed er Watford i finalen i den traditionsrige turnering 18. maj, hvor modstanderen er Manchester City.

Wolverhampton fik ellers sat gang i de medrejsende fans efter 36 minutter, da Matt Doherty bragte holdet foran 1-0.

Kampens første skud på mål gav kampens første hjørnespark, som gav kampens første scoring, da Doherty stødte frem og headede bolden i mål.

Det var den 27-årige irske forsvarsspillers fjerde scoring i turneringen i denne sæson, hvor han med to oplæg i alt har været involveret i seks mål for Wolverhampton.

Deulofeu i nærkamp med Wolverhamptons Ruben Vinagre. Foto: Carl Recine/Reuters/Ritzau Scanpix
Deulofeu i nærkamp med Wolverhamptons Ruben Vinagre. Foto: Carl Recine/Reuters/Ritzau Scanpix
 

Watford skulle frem i anden halvleg, men holdet formåede ikke at udligne, og efter lidt over en time slog Raúl Jiménez så til med en akrobatisk scoring for Wolverhampton, som kom foran 2-0.

Den 27-årige mexicaner tæmmede en lang aflevering i feltet og flugtede kort efter bolden i mål til 2-0.

Dommeren måtte have videohjælp efter scoringen, men da den fastslog, at intet ulovligt var foregået, så var Wolverhampton foran med to mål og lignede en vinder i ordinær spilletid.

Med 11 minutter igen slog Watford så til for første gang, efter at Gerard Deulofeu var sendt på banen i det 66. minut.

Han drejede flot bolden i mål til 1-2 og indledte dermed comebacket.

I overtiden blev Troy Deeney så nedlagt i feltet af Leander Dendoncker, og Deeney sørgede i det 94. minut selv for udligningen på det efterfølgende straffespark.

Det betød forlænget spilletid, og her stjal Deulofeu billedet igen efter 104 minutter, da den tidligere FC Barcelona-spiller afgjorde kampen og sikrede pladsen i FA Cup-finalen.

Lørdag blev Manchester City finaleklar ved at besejre Brighton 1-0.

1 kommentar
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere