Spillere beholder millioner: Rengøringsdamen skæres

Tottenhams beslutning om at lade personalet på bunden betale for coronakrisen frem for stjernerne er ikke gået ubemærket hen

Tottenhams spillere kan holde coronapause med samme hyre. Foto: Reuters
Tottenhams spillere kan holde coronapause med samme hyre. Foto: Reuters

Coronakrisen giver også ondt i tegnebogen hos nogle af de største fodboldklubber i verden.

I Tottenham har man prioriteret at lade spillere og ledelse beholde millionerne, mens 550 ikke-spillende ansatte længere nede i hierarkiet må sige farvel til 20 procent af deres indkomst. Den beslutning har nu ført til kritik fra klubkoryfæet Gary Lineker.

Gary Lineker har været ude med riven over for sin tidligere klub, Tottenham. Foto: Black Sheep
Gary Lineker har været ude med riven over for sin tidligere klub, Tottenham. Foto: Black Sheep
 

- Den måde, de har håndteret det på, synes jeg ikke har været særlig god. Det, de gør med deres personale, er jeg overhovedet ikke enig i, siger han til BBC's Radio 4.

Men han håber på bedre fra spillerne selv.

- Men det med spillerne er et separat problem. Det er klubben, der har besluttet, at spillerne skal beholde deres løn. Lad os nu se, hvad spillerne selv gør, siger han og opfordrer til ligesom ham selv at donere løn til coronabekæmpelse.

Gary Lineker, der blandt andet dækker fodbold som ekspert på BBC og BT Sport, har nemlig selv valgt at give to måneders løn til Britisk Røde Kors.

Hans generøse gerning er ikke eneste eksempel på støtte fra fodboldens verden. Mange klubber har valgt at håndtere situationen på en måde, der stiller dem i et lidt bedre lys.

Herunder i Barcelona, hvor spillerne ført an af Lionel Messi blev enige om at gå 70 procent ned i løn, og i tyske Borussia Mönchengladbach, hvor spillerne nægtede at tage imod løn.

I Tottenham bliver det hele ikke kønnere af, at klub-boss Daniel Levy netop har modtaget en fed bonus på 25 millioner kroner, tre millioner pund, for at få færdiggjort det nye stadion.

Den belønning giver altså bossen plads til lidt ekstra snolder oven i gagen, der i forvejen ligger på godt 60 millioner kroner. Ikke ligefrem en situation, der får Levy til at ligne nogen Richard Løvehjerte.

Lineker regner da også med, at spillerne vil træffe nogle klædelige beslutninger i løbet af de næste par dage.

- Min fornemmelse er, at fodboldspillere vil acceptere at gå ned i løn, de vil hjælpe folk, donere på den måde de kan, og jeg tror, vi skal være lidt tålmodige med dem, siger han.

Gary Lineker spillede i Tottenham fra 1989 til 1992. På de tre år scorede han 67 ligamål, blev topscorer i første sæson og skaffede en FA-Cup hjem til Nordlondon i 1991.

Se også: Troede transfer-rygte var aprilsnar

Se også: Kendt fra 'Løvens hule': Nu går hun ind i Brøndby

83 kommentarer
Vis kommentarer