I sin officielle debut for Manchester City lykkedes det kun for Erling Haaland at ramme overliggeren få meter fra målet.
Den norske bomber var ikke involveret i meget, og han kunne i stedet se Mohamed Salah både score og assistere i Liverpools 3-1 sejr i Community Shield lørdag aften.
EM-kvinderne foretrækkes
Normalt spilles kampen om Community Shield-trofæet på nationalarenaen, Wembley Stadium.
Det 90.000 sæders tunge stadion skal imidlertid lægge græs til kvindernes EM-finale søndag. Derfor måtte Mohamed Salah, Kevin de Bruyne og resten af Community Shields stjernespækkede mandskaber nøjes med en tur til Kasper Schmeichels hjemmebane King Power Stadium i Leicester.
Klubbernes fangrupperinger kunne til gengæld glæde sig over en 160 kilometer kortere tur, end tilfældet ville have været, hvis opgøret blev spillet på Wembley i London.
Artiklen fortsætter under billedet...
Salah i hopla
Mohamed Salah lod ligeså til at være ganske tilfreds med faciliteterne. Han var i den grad i egyptisk hoplahumør fra start, og kun sidenettet forhindrede ham i at score efter bare tre minutters spil.
Sidenettet kunne dog ikke forhindre ham i at lave en assist til Trent Alexander-Arnold små tyve minutter efter.
Skuddet fra den engelske landsholdsback blev snittet videre af Manchester Citys Nathan Aké, og så kunne stolpen agere hjælper på den afrettede afslutning.
1-0 til Klopp og co.
Artiklen fortsætter under billederne...
Norsk skuldertackling
I kampens første halve time glemte man helt kampens hovedhistorie - Erling Haalands officielle debut.
Nordmanden var lige så fraværende og usynlig, som hans landshold kommer til at være ved VM i Qatar til november.
Ikke desto mindre kom han frem til Manchester Citys største chance i første halvleg.
I en duel med Liverpools Andy Robertson viste den 22-årige Haaland sine imponerende fysiske kvaliteter, da han både skuldertacklede en kropsligt underlegen Robertson og fik afsluttet i samme moment.
Bolden gik dog ikke i kassen.
Artiklen fortsætter under billedet...
VAR-fest
Det blev ikke Erling Haaland, der scorede for Manchester City.
Det blev til gengæld hans jævnaldrende angriberkollega Julián Álvarez, der på en repost fra en Phil Foden-afslutning fik prikket bolden i kassen.
Dommer Craig Pawson fløjtede for offside på Foden, men efter et tjek i VAR-rummet blev scoringen godkendt.
Under ti minutter senere udspillede der sig endnu et VAR-drama.
Et ellers skidt hovedstød fra dyrtindkøbte Darwin Núñez ramte klart og tydeligt Rúben Dias på armen. Der skulle et skærmkig på sidelinjen til, før Craig Pawson pegede på pletten, hvorfra Mohamed Salah eksekverede straffesparket på fornemmeste vis.
Artiklen fortsætter under billedet...
I kampens overtid satte Darwin Núñez igen hovedet på bolden. Denne gang med mere kvalitet, og uruguayaneren lukkede og slukkede med sin første officielle scoring for Liverpool.
Få sekunder før slutfløjt havde Erling Haaland muligheden for også at lave sin første officielle kasse. Men nordmanden var unormalt uskarp, da han kun få meter fra mål sparkede bolden på overliggeren.
Det var bare ikke nordmandens dag.
Dermed slog FA Cup-vinderne de forsvarende Premier League-mestre i kampen om Community Shield-trofæet.
--------- SPLIT ELEMENT ---------