Tv-værter håner stjernens talefejl

ESPN har sendt en undskyldning til Harry Kane, der blev latterliggjort i tv-studiet

Harry Kane blev udsat for spot og spe af ESPN-duoen. Foto: Ritzau Scanpix
Harry Kane blev udsat for spot og spe af ESPN-duoen. Foto: Ritzau Scanpix

Den amerikanske tv-station ESPN står med røde ører efter en pinlig episode søndag aften, hvor et par af stationens værter for åben skærm gjorde nar af Tottenham-stjernen Harry Kane.

Kane, der efter søndagens 2-1 sejr over Brighton er på rekordkurs med seks mål og otte assists efter sæsonens første syv kampe i Premier League, har en mindre talefejl.

Og det kunne værterne Alexis Nunes og Mark Ogden ikke nære sig for at gøre grin med mellem optagelserne.

Alexis Nunes og Mark Ogden står tilbage med røde ører.
Alexis Nunes og Mark Ogden står tilbage med røde ører.
 

Men de blev taget med bukserne nede, da klippet alligevel endte med at blive offentliggjort.

I klippet, der er slettet på YouTube, men stadig florerer på sociale medier, kan man se Nunes, der spørger Ogden om Kanes vedvarende succes.

Tude-Jonas skal komme i gang!

Den engelske journalist indleder med at rose landsholdsanførerens stabilitet, inden han begynder at falde over ordene og vifte med armene. Angiveligt for at indikere, at han ikke vil sige mere.

- Oggy har det ligesom, 'skal jeg tale om den mofo (slangforkortelse for 'motherfucker')', mens Mark Ogden svarer.

- Det er bare virkelig kedeligt, er det ikke?

Så hører man stemmen fra en producer, der blander sig i samtalen.

- Jeg hader at høre ham tale. Han har en mærkelig stemme.

- Skal jeg gøre det som Harry Kane, spørger Ogden så, hvortil produceren svarer:

- Ja, gør det hele som ham. Det er det, der kendetegner ham.

- En, der taler som ham, skal takke Gud for, at han spiller fodbold, konstaterer Alexis Nunes, inden værterne igen tager den seriøse facade på.

Siden er både ESPN og de to værter blevet bestormet med rasende kommentarer fra såvel fans som tidligere Tottenham-spillere, og nu har Alexis Nunes og Mark Ogden været nødt til at undskylde overfor både seerne og ikke mindst Harry Kane.

'En upassende samtale med vores producer blev kortvarigt offentliggjort ved en fejl. Vores kommentarer var åbentlyst respektløse og fortrydelige. Vi har den største respekt for Harry Kane, der er en forbilledlig professionel og rollemodel for unge.'

'Vi har kontaktet Tottenham Hotspur og Harry for oprigtigt at undskylde,' skriver Mark Ogden, der næppe skal sætte næsen op efter interview-aftaler med London-klubben lige på det første.

Pierre-Emile Højbjerg fik hovedrolle i VAR-drama