Det så voldsomt ud, da der i opgøret mellem Manchester United og Crystal Palace pludselig opstod tumult i det 65. minut.
Det udviklede sig da også øjensynligt ganske dramatisk, eftersom den brasilianske United-profil Casemiro tilsyneladende valgte at tage kvælertag på Palace-spilleren Will Hughes.
Kvælertag og rødt kort
Den umiddelbart hovedrystende aktion fra Casemiro blev efter en konsultation med VAR-rummet og et kort video-tjek takseret af dommer Andre Marriner til et direkte rødt kort. Og så var det ellers farvel og tak til den iltre brasilianer, som ellers hurtigt har udviklet sig til at være én af de bærende kræfter på United-manager, Erik Ten Hags, mandskab.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Tumulten, der mest af alt mindede om et livligt barslagsmål, involverede selvfølgelig flere spillere end blot Casemiro og Hughes, men de ufine metoder fra den brasilianske talisman skilte sig alligevel ud som det mest opsigtsvækkende.
Nu er der så dukket et videoklip op på det sociale medie TikTok, som ifølge britiske Mirror meget vel kan være ændre de fleste opfattelse af lørdagens batalje.
Griner sammen
På profilen Strettyend bliver der filmet fra en anden vinkel, og her kan man i slutningen af videoen se, at Casemiro og Hughes rent faktisk krammer hinanden, efter der er kommet ro på gemytterne. Ja, begge parter griner sågar en smule, hvilket ifølge Mirror peger på, at der måske ikke var tale om ondt blod mellem de to hovedpersoner.
Formildende omstændigheder? Måske.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Indtil videre lader det til, at Casemiro fortsat kan se frem til tre spilledages karantæne.
'De Røde Djævle' vandt godt nok med 2-1 på Old Trafford, men er nu uden både Christian Eriksen og Casemiro.