Ulykker, bommerter og pinagtigheder i verdens ældste turnering

Lørdag spilles 1/16-finalerne i den engelske pokalturnering, FA Cup'en. Ekstra Bladet har derfor været et smut i arkiverne for at kigge tilbage på nogle af de værste øjeblikke, bommerter, pinagtigheder og skandaler i turneringens årelange historie.

Ekstra Bladet har derfor været et smut i arkiverne for at kigge tilbage på nogle af de værste øjeblikke, bommerter, pinagtigheder og skandaler. (Ulykken ved Hillsborough Stadium). Foto: All Over Press
Ekstra Bladet har derfor været et smut i arkiverne for at kigge tilbage på nogle af de værste øjeblikke, bommerter, pinagtigheder og skandaler. (Ulykken ved Hillsborough Stadium). Foto: All Over Press

Ekstra Bladet gennemgår her fem øjeblikke, som på hver deres måde har sat aftryk på den engelske pokalturnerings (FA Cup) lange historie (etableret i 1871):

Ulykken på Hillsborough Stadium i Sheffield i 1989 var en frygtelig tragedie. Den skrækkelige episode fandt sted i forbindelse med opgøret mellem Liverpool og Nottingham Forest i FA Cup-semifinalen.

Kampen var totalt udsolgt, hvilket betød, at der i alt var mødt over 53.000 fans op fra de to klubber.

Men selvom Liverpool var en betydeligt større klub end Nottingham Forest, blev deres fans placeret i den mindre ende af Hillsborough Stadium, ved navn Leppings Lane, så der ikke skulle opstå ballade mellem de to fan-fraktioner.

Alt for mange mennesker på alt for lidt plads og alt for dårlige tribuneforhold med alt for få udgange var årsagen til én af de største tragedier i engelsk fodbold.

Over 10.000 fans strømmede uhæmmet ind på Lepping Lane. Bagtribunen på Hillsborough Stadium var afskærmet fra fodboldbanen med et stort stålhegn. Til sidst kunne den store folkemængde ikke længere modstå presset. Folk forsøgte febrilsk at rive sig fri af mængden ved at kravle op over hegnet, mens andre kollapsede på stedet.

Det var kaotiske scener, der udspillede sig om eftermiddagen den 15. april 1989. Redningsaktionen fra myndighederne var dårligt koordineret, så fans begyndte selv at pille stadionets reklamebannere ned for at bruge dem som båre til de mange tilskadekomne.

96 Liverpool-fans omkom ved den forfærdelige ulykke. Kun 14 mennesker blev indlagt på hospitalet.

BBC har skrevet om den slemme ulykke.

Ulykken ved Hillsborough Stadium. Foto: All Over Press
Ulykken ved Hillsborough Stadium. Foto: All Over Press

Ulykken ved Hillsborough Stadium, mindehøjtidelighed. Foto: All Over Press
Ulykken ved Hillsborough Stadium, mindehøjtidelighed. Foto: All Over Press
 

***

Griske og glubske billethajer på kant med loven skal man holde sig fra. Især hvis det foregår på det store, vide internet.

Således krævede flere hjemmesider over 1040 engelske pund (cirka 9000 kroner) for billetter til FA Cup-finalen mellem Chelsea og Everton på Wembley Stadium tilbage i 2009.

Det kunne bl.a. engelske The Week og BBC berette for syv år siden.

Det online bondefangeri var faktisk så tidligt på færde, at de to klubber ikke engang havde åbnet op for billetsalget endnu.

Privat gensalg af fodboldbilletter er forbudt i England. Det Engelske Fodboldforbund (FA) tør nemlig ikke risikere, at rivaliserende fans med vilje køber billetter til modstandernes tribuner for blot at skabe ballade og slåskampe.

Men i 2009 følte fansene, at de nærmest blev presset til at lede efter mere lyssky og fordægtige alternativer for at skaffe billetter til finaleopgøret. Billetsystemet på Wembley Stadium var både ueffektivt og unfair, lød kritikken.

For selvom det nye stadion har plads til 90.000 tilskuere, så var det kun omkring 52.000 billetter, der gik direkte til fansene ved FA Cup-finalen året forinden mellem Portsmouth og Cardiff.

Resten af billetterne blev tildelt til sponserer og folk omkring FA. Desuden fik Club Wembley rådighed over 17.000 billetter, som den kunne sælge til anden side for at dække omkostningerne af det nybyggede stadion.

I 2009 var de mange fodboldfans så mere klare i mælet. Tag jer sammen FA, for ellers går vi til billethajerne!

***

I en kvartfinalekamp i FA Cup'en sidste år gjorde Chelsea-angriberen Diego Costa sig uheldigt bemærket, da han var tæt på at sætte sine tænder i struben på Everton-spilleren Gareth Barry.

De to kamphaner var røget i totterne på hinanden, efter Gareth Barry havde sparket benene væk under Diego Costa i en voldsom tackling.

Diego Costa tændte fuldstændigt af og lod sit vilde temperament overtage styringen… Spanieren kom hurtigt på benene igen og tonsede med fremskudt bryst og hoved først ind i Everton-spilleren.

På de langsomme TV-gengivelser kunne man se, hvordan den stiktossede Chelsea-spiller var millimeter fra at sætte tænderne i halsen på Gareth Barry. Chelseas kontroversielle angriber kom dog hurtigt til fornuft og endte i stedet i ren forsoning at kramme sin modstander.

Dommeren var derimod ikke i tvivl om, hvilken dom den voldsomme episode skulle takseres til… Diego Costa modtog sit andet gule kort i kampen, som med det samme blev omstødt til et rødt og en tidlig tur i bad for Chelseas fyrige frontmand.

Diego Costas udskejelser fra første halvleg havde nemlig også resulteret i en advarsel, som han tydeligvis heller ikke havde været særlig begejstret for, eftersom han spyttede efter dommeren, da det gule kort blev hevet op af brystlommen.

Diego endte dog ikke med at blive straffet for episoden.

Foto: AP
Foto: AP

Foto: All Over Press
Foto: All Over Press

***

Blackburn Rovers' El Hadji Diouf kom i den grad i vælten, da han blev beskyldt for at have råbt hånlige kommentarer efter en skadet modstander i en FA Cup-kamp mod Queens Park Rangers tilbage i 2011.

Efter opgøret beskyldte QPR’s daværende manager Neil Warnock nemlig El Hadji Diouf for at have skreget disse ord efter Jamie Mackie, som brækkede sit ene ben to steder i opgøret mellem de to klubber:

- Fuck dig, og fuck dit ben! skulle Diouf have sagt, mens han havde lænet sig ind over Jamie Mackie.

Efter kampen, som QPR vandt 1-0, beskrev Neil Warnock El Hadji Diouf som en kloakrotte og tilføjede, at det i øvrigt nok ville være en fornærmelse over for kloakrotter.

Blackburn Rovers bakkede senere op om Diouf, som selv udtalte, at han var ked af, at Jamie Mackie havde brækket benet. Men at de beskyldninger, som QPR-manageren var kommet med, nu også var falske.

Helt præcist sagde Diouf:

- Jeg er skuffet over det, Warnock sagde – for hvem er Warnock? Han er intet i min verden. Han er ikke Alex Ferguson, og han er heller ikke Arsène Wenger eller Sam Allardyce eller nogen anden dygtig træner, lød det fra El Hadji Diouf, som følte sig som et nemt mål for kritik på grund af sit blakkede ry.

Foto: All Over Press
Foto: All Over Press

Foto: All Over Press
Foto: All Over Press

***

Bolten Wanderers deltagelse ved FA Cup'en helt tilbage i 1946 skulle have været en fortælling om håb efter, at landet langt om længe havde trukket sig sejrrigt ud af 2. Verdenskrig.

- Hverdagen var begyndt at virke mere normal, end den havde gjort længe, eftersom flere spillere var vendt hjem fra krigen for at genoptage deres fodboldkarriere, skrev engelske Sky Sports i 2015.

Den 9. maj 1946 var en sort dag for engelsk fodbold. Omkring 85.000 mennesker var mødt op på Burnden Park for at overvære Bolton spille mod Stoke City.

Men 33 fans vendte ikke hjem med livet i behold.

Supporterne var desperate for at komme ind i Boltons ende på Burnden Park for at se kampen. Men på et tidspunkt braste de gamle, overfyldte terrasse-tribuner sammen under masserne. Flere tilskuere endte på tragisk vis med at blive kvalt og trampet ihjel.

I 2015 relancerede Bolton en spilledragt i begrænset udgave med navnene på de 33 ofre syet ind i kraven på trøjerne.

Ulykken i Burnden Park Foto: All Over Press
Ulykken i Burnden Park Foto: All Over Press
 

 

Læs flere nyheder om engelsk fodbold her:

Se også: PL-profil sviner eks-FCK'er: Jeg kan ikke lide folk, der lyver

Se også: Legendens søn kan blive Bendtners nye chef

Se også: Sære Mourinho nægter nederlag mod Hull

Se også: Manchester United tabte - men er klar til finalen

Se også: Efter frygteligt uheld: Her får han hjertegribende hyldest

3 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere