Utroligt! Nikker holdkammerat en skalle

Angriber blev udvist for at nikke sin egen holdkammerat en skalle. Nu varsler manageren en straf

Stefan Payne (t.h.), der her ses i aktion i en FA Cup-kamp mod West Ham, er havnet i store problemer i Grimsby. Foto: Alastair Grant/AP/Ritzau Scanpix
Stefan Payne (t.h.), der her ses i aktion i en FA Cup-kamp mod West Ham, er havnet i store problemer i Grimsby. Foto: Alastair Grant/AP/Ritzau Scanpix

Stefan Payne slår til dagligt sine folder for Grimsby Town i den fjerdebedste engelske række, League Two, og der er nok ikke mange danske fodboldfans, der kender ham.

Nu trækker den 29-årige englænder imidlertid overskrifter for en særdeles dum handling.

Da Grimsby Town spillede kamp mod Bradford lørdag, blev Stefan Payne nemlig vist det røde kort fra kampens dommer for at nikke sin egen holdkammerat Filipe Moraes en skalle, umiddelbart efter at Bradford havde scoret.

De to spillere diskuterede lige efter målet, og det endte med, at 29-årige Stefan Payne så rødt.

På Twitter kaldte Grimsby Town angriberens handling for utilgivelig, og efter kampen langede klubbens manager, Paul Hurst, også ud efter den udviste spiller over for The Guardian.

Han truer også med at sende Payne ud i kulden for resten af sæsonen.

- Det er noget, du bare ikke kan forsvare. De to spillere har svigtet klubben, begge to. De har svigtet deres holdkammerater og fansene.

- Hvad kampen angår, gjorde de det vanskeligere, end det skulle være. Jeg så det ikke, fordi jeg jeg var på vej ned i tunnelen, men tydeligvis var det mere end et lille skænderi.

- Nu er jeg nødt til at koncentrere mig om, hvad jeg skal gøre næste gang til gavn for holdet. Klubben vil tage handling.

- Det forbliver privat, men det fejes ikke under gulvtæppet. Payne får en karantæne på tre kampe for at blive vist ud, men jeg skal tænke mig om, før jeg beslutter, om han spiller igen for klubben inden sæsonens afslutning, siger Paul Hurst.

Afskriv ham aldrig: - Et helt specielt øjeblik for mig

Se den vilde velkomst: Kæmpe FCK-hyldest

Stort United-comeback mod Tottenham