Var i sandt helvede: Overkom nøgen-læk

Crystal Palace-spilleren Leigh Nicol tænkte på selvmord, da hendes telefon blev hacket, og nøgenbilleder begyndte at dukke op på pornosider

Leigh Nicol er kommet oven på igen blandt andet takket være fodbolden. Foto: James Chance/Getty Images
Leigh Nicol er kommet oven på igen blandt andet takket være fodbolden. Foto: James Chance/Getty Images

Fodboldspilleren Leigh Nicols har været gennem et helvede.

For to år siden blev hendes iCloud-konto hacket, og nøgenbilleder og -videoer af hende, fra da hun var 18 år gammel, begyndte pludselig at dukke op på internettets pornosider.

Folk begyndte at hviske om hende, og hendes verden faldt fra den ene dag til den anden i grus.

I et større interview med Sky Sports beretter den nu 25-årige Crystal Palace-spiller, at angstanfald, mørke tanker og en spiseforstyrrelse drev hende på kanten af selvmord.

- Jeg forstår, hvorfor folk tager livet af sig på grund af sådan noget. Jeg ved ikke, hvordan jeg klarede at komme igennem det. Det krævede at se tingene fra et nyt perspektiv og en god gruppe mennesker omkring mig, men det tog tid, siger hun.

Over hendes plads i Crystal Palaces omklædningsrum hænger et billede af et træ fra hendes have. Ikke et billede af en kæreste eller familie som de andre spillere har. Det var nemlig det træ, hun ville tage sit eget liv i, da tingene så værst ud. Men i dag repræsenterer det noget andet:

- Jeg smiler, når jeg ser det. Det gør mig ikke ked af det. Der er ingen dårlige minder forbundet med det. Jeg er bare så taknemmelig over, at jeg overkom den periode i mit liv. Det minder mig stilfærdigt om, at alt er muligt. det sætter tingene i perspektiv for mig.

- Det træ står der stadig. Det vokser, og jeg vokser, fortæller Leigh Nicol.

Hun stoppede med at spille fodbold, og da hun endelig var kommet sig så meget, at hun kunne vende tilbage, måtte hun sande, at to interesserede klubber trak følehornene til sig, da de fik besked om billederne.

Det gjorde Crystal Palace ikke, og selv om selv om hun for tiden er skadet med en brækket ankel, har fodbolden været med til at bringe hendes hverdag tilbage på noget, der minder om et normalt leje.

- Fodbolden har været nøglen til, at jeg er kommet mig.

- Jeg er så taknemmelig over, at jeg har fundet en klub som Palace, der tillader mig at være mig selv. Den har støttet mig som et menneske, siger Leigh Nicol.

Angstanfaldene kommer af og til igen, men ellers har den 25-årige kvinde det så godt, at hun nu kan fortælle sin historie, så andre kan lære af den.

- Skaden er sket for mig, så det handler om den næste generation. Jeg tror, at forebyggelse er bedre, end at nogen reagerer på det her.

- Jeg kan ikke ændre det alene, men hvis jeg kan skabe opmærksomhed i forhold til at stoppe det, så vil jeg det.

Hvis du har brug for hjælp mod selvmordstanker:

Hos Livslinien kan du - alle årets dage fra klokken 11 til 4 - få en rådgivende samtale.

Du er anonym og må gerne ringe flere gange. Telefonnummeret er 70 201 201.

Niels Frederiksen har vist sig som en dygtig talentudvikler. Han har fået meget ud af dem, der er kommet op fra Masterclass. Foto: Lars Poulsen. Brøndby Bankmandens Brøndby-hemmelighed

Lukas Lerager er på leje i FCK, men det ligner en permanent aftale på et tidspunkt. Foto: FCK FC København FCK's transferscoop: Bagom klubbens kæmpe-handel

Superligaen Eksperten afslører: Det absolut bedste midtbane-kup