Newcastle ligger næstsidst i Premier League-tabellen, og de dårlige takter fortsatte lørdag, da Eddie Howes mandskab tog imod League One-mandskabet Cambridge United i FA Cup'en.
Newcastle, der efter et ejerskifte i efteråret er blevet en af verdens rigeste klubber, blev således slået med 1-0 af holdet fra den tredjebedste række.
Dermed blev der også tale om en elendig debut for Kieran Trippier, der startede inde efter skiftet fra Atlético Madrid.
Ifølge The Telegraph rangerer nederlaget til Cambridge United blandt de helt slemme skuffelser for Newcastle.
- Vi kan dvæle ved de negative aspekter, for dem er der masser af for Newcastle. Det her var et ydmygende nederlag, ef af de mest pinlige i deres historie.
- De burde have bragt sig foran i første halvleg, hvor de brændte en række chancer. Men præstationen var alligevel skidt under alle omstændigheder.
- Eddie Howe stillede op med et hold i næsten fuld styrke. Et hold, der ikke havde spillet i næsten to uger. Deres meget omtalte nyindkøb, Kieran Trippier, startede inde som højre back, og han har nu fået øjnene op for, hvad der venter ham, skriver The Telegraph således.
Newcastles nye saudiarabiske ejere har angiveligt sat op imod 900 millioner kroner af til forstærkninger i vinterens transfervindue, hvor den nordengelske klub jagter forstærkninger til alle kæder.