Afgjort tre minutter før tid

Det var en mildest talt ringe kamp, men en sen scoring gav Sevilla sejren over Wolverhampton i kvartfinalen

Lucas Ocampos dirigerer flot bolden i kassen og sender Sevilla videre til semifinalen i Europa League, hvor Manchester United venter. Foto: Ina Fassbender/Reuters
Lucas Ocampos dirigerer flot bolden i kassen og sender Sevilla videre til semifinalen i Europa League, hvor Manchester United venter. Foto: Ina Fassbender/Reuters

Spanske Sevilla har fortsat chancen for at udbygge rekorden for flest triumfer i Europa League.

På en sen scoring af Lucas Ocampos nedlagde holdet fra Andalusien engelske Wolverhampton, som sandt for dyden ikke viste meget, der skulle retfærdiggøre en semifinaleplads mod landsmændene fra Manchester United.

Som seer var det nærmest en lettelse, at Ocampos afværgede to gange 15 minutters forlænget spilletid til sidst, med det spil holdene havde budt på.

Selv om Wolverhampton har godt med iberisk islæt på holdet, så var det et opgør mellem Sevillas tekniske styrke og Wolverhamptons fysik og power.

Men som seer blev det nærmere en ørkenvandring.

Til at starte med så det ud til, at Wolverhamptons power kunne blive svær at tøjle for Sevilla, selv om spanierne havde bolden omkring 75 procent af tiden i første halvleg.

Der var ikke spillet meget mere end ti minutters tid, da Wolverhamptons spanske muskelbundt Adama Traoré røg afsted i en kontra, hvor Sevilla-forsvaret ikke kunne følge med.

Diego Carlos forsøgte at nå ham med en glidende tackling bagfra i feltet, men han fangede ikke bolden og begik i stedet straffespark.

Det viste sig dog at være det gule kort værd. Målmand Yassine Bounou læste fuldstændig Raúl Jiménez straffespark og snuppede forsøget.

Chancerne var heller ikke mange i anden halvleg, men de farlige situationer, der opstod, kom til Sevilla.

Spanierne var totalt dominerende i boldbesiddelse, mens Wolverhampton stod langt tilbage uden held til at sætte kontrastød op.

Sevilla formåede imidlertid ikke at omsætte det spillemæssige overtag til chancer i en blodfattig affære.

Med et kvarter igen var Éver Banega tæt på at liste et frispark ind, men Wolverhamptons portugisiske keeper Rui Patrício hev en fin redning frem.

Til sidst kom dog forløsningen, da selv samme Banega med et indlæg fandt Ocampos, som med hovedet snittede bolden ind i det lange hjørne og sikrede spanierne sejren.

Holdet kan vinde den sjette titel i turneringen. Først gælder det FC Københavns banemænd fra Manchester United 16. august i semifinalen.

Dagen efter duellerer Christian Eriksens Inter mod Shakhtar Donetsk om den anden finaleplads.

Også Shakhtar i finalen

Shakhtar Donetsk er videre til semifinalerne i Europa League efter et brasiliansk målshow mod FC Basel.

Det ukrainske hold vandt kvartfinalen med 4-1 over de schweiziske modstandere.

Det var en brasiliansk kvartet bestående af Junior Moraes, Taison, Alan Patrick og Dodo, der stod for Shakhtars fire scoringer på Veltins Arena i tyske Gelsenkirchen.

Allerede efter halvandet minut headede Moraes ukrainerne i front efter et hjørnespark, og så var tonen ligesom slået an.

Moreas fik sidste år ukrainsk statsborgerskab og debut for Ukraines landshold, men han er født i Brasilien.

Midtvejs i første halvleg øgede Taison til 2-0 med et skud fra kanten af feltet. Det blev dog afrettet på vejen mod mål, hvilket gjorde det svært for Basel-målmand Djordje Nikolic at komme i vejen.

I anden halvleg scorede Alan Patrick til 3-0 på et straffespark, inden Dodo to minutter før tid sendte ukrainerne på 4-0. I overtiden fik FC Barsel reduceret ved Ricky van Wolfswinkel.

Shakhtar har en mangeårig tradition for at spille med en sprudlende brasiliansk offensiv.

Da den ukrainske fodboldklub for 11 år siden vandt Europa League med en finalesejr på 2-1 over Werder Bremen, så var det også to brasilianere, der lavede målene.

Shakhtar skal i semifinalen op mod Christian Eriksen og Inter. I den anden semifinale står Manchester United over for Sevilla.

0 kommentarer
Vis kommentarer