Anonyme Eriksen med i Tottenham-remis

Tottenham med Christian Eriksen på banen i 90 minutter delte i en tomgangs-forestilling i porten med Monaco og holder dermed stadig førstepladsen i Europa Leagues Gruppe J

Christian Eriksen spillede en anonym kamp mod Monaco. (Foto: All Over Press)
Christian Eriksen spillede en anonym kamp mod Monaco. (Foto: All Over Press)

Det er langt fra en en selvfølge, at resultaterne i fodboldkampe følger fordelingen af spil og chancer eller afspejler præstationerne på banen.

Men sådan var det nu engang torsdag aften, hvor Monaco tog imod Tottenham i Europa League Gruppe J.

Begge hold var nemlig lige anonyme og ufarlige, og så var det sådan set fair nok, at kampen endte 1-1.

To mål var også det optimale, de få tusinde tilskuere på Stade Louis II kunne tage med sig hjem efter en kamp, der på ingen måde vil gå over i historien for sit sprudlende spil.

Heller ikke Christian Eriksen gjorde ikke meget væsen af sig. Han deltog i Tottenhams småspil, men det kneb med de geniale pasninger og de farlige gennembrud.

Faktisk skulle vi hen til ti minutter efter pausen, før han havde en afslutning på mål. Men selv om hans frispark passerede flot hen over Monaco-muren, så manglede sparket saft og kraft - og der var bestemt ingen fare på færde for Monaco-keeper Danijel Subasic, der stille og roligt kunne samle bolden op.

Se også: Skråsikker FCM-kaptajn: Vi er Danmarks stærkeste

Det var ikke meget bedre, da han kort før tid fik mulighed for at gentage kunststykket - denne gang tog bolden muren og gik ud af spil.

Og så kunne danskeren kort inde i tillægstiden forlade banen og kalde det en arbejdsdag.

I de i alt 94 minutters spil blev der registreret ni afslutninger inden for målstængerne - Christian Eriksen altså med en enkelt - og det var med lodder og trisser, at bolden overhovedet kom over stregen.

Det gjorde den så alligevel efter en god halv times spil.

Her førte Tottenhams Nacer Chadli bolden frem til Dele Alli, der måtte se sin afslutning blokeret. Det betød bare, at bolden havnede hos en aldeles fri Erik Lamela, der uden problemer kunne sparke bolden over stregen til sit andet Europa League-mål i lige så mange kampe.

Det åbnede for alvor kampen, der i de kommende minutter bød på enorme muligheder - først til Harry Kane for at gøre det til 2-0 og dernæst til lange Lacina Traoré, der med lidt mere præcision i sit hovedstød havde bragt balance i regnskabet.

Men så var det også slut med festfyrværkeriet.

Se også: Dødboldkongen har luret Brugge

Derefter fulgte tre kvarter med tilfældigheder, inden Monaco-træner Leonardo Jardim foretog et par offensive ændringer.

Nabil Dirar og Stephan El Shaarawy blev sendt i spil - og det gav pote med ti minutter igen.

Her slog Dirar et indlæg fra højre side lige ind i hovedet på El Shaarawy, der vandt hovedstødsduellen med Kieran Trippier og passerede Hugo Lloris i Tottenham-målet.

Dermed er Tottenham med fire point fortsat i toppen af gruppen, mens Qarabag fra Aserbajdsjan efter en overraskende 1-0-sejr over Anderlecht indtager andenpladsen.

Monegaskerne må tage sig til takke med at ligge på tredjepladsen med to point for to kampe.

1 af 2 Det så lyst ud for Tottenham, da Erik Lamela åbnede ballet med scoringen til 1-0 - men det endte med 1-1 mod Monaco (Foto: All Over Press)
2 af 2 Christian Eriksen spillede en anonym kamp mod Monaco. (Foto: All Over Press)
2 kommentarer
Vis kommentarer