Arsenal så rødt i Hviderusland

Arsenal gav ikke sig selv det bedste udgangspunkt for returopgøret mod BATE Borisov med et 1-0-nederlag og udvisning af Alexandre Lacazette

Alexandre Lacazette fik marchordre, da Arsenal tabte til BATE Borisov. Foto: Vasily Fedosenko/Reuters/Ritzau Scanpix
Alexandre Lacazette fik marchordre, da Arsenal tabte til BATE Borisov. Foto: Vasily Fedosenko/Reuters/Ritzau Scanpix

En tur til Barysaw i det centrale Hviderusland en torsdag aften er ikke just en drømmeopgave for en professionel fodboldspiller, der til dagligt slår sine folder på sportens største scene. Specielt ikke når banen ligner en slagmark fra 1. verdenskrig.

Det var den virkelighed, Arsenals stjerner måtte finde sig i, da BATE Borisov tog imod i Europa Leagues 1/16-finale - og resultatet blev da også derefter.

For Unai Emerys tropper måtte vende snuden hjem mod London med et 0-1-nederlag i bagagen efter et opgør, hvor det burde være blevet til mere, men endte med en lang næse og et rødt kort til frustrerede Alexandre Lacazette.

Tonen blev ellers slået an lige fra første fløjt, og Henrikh Mkhitaryan var tæt på at give gæsterne en drømmestart.

Armeneren kom først på en tværpasning, men fik placeret bolden lige på Denis Shcherbitski, der kom godt ud af sit mål.

Det kunne have været startsignalet til et Arsenal-stormløb. Men det blev det ikke. I stedet kom hjemmeholdet med den tidligere Arsenal-profil Alexander Hleb på holdet rigtig godt med i kampen. Ja, faktisk dominerede de store perioder af første halvleg.

Derfor var det heller ikke helt ufortjent, at Stanislav Dragun kort før pausen kunne heade 1-0-scoringen hjem.

Den kom efter et frispark fra Igor Stasevich, som blev sendt direkte ind i pandebrasken på Dragun, der overlistede Petr Cech i Arsenal-målet.

Efter pausen var der lidt mere bund i Arsenals spil. Englænderne satte sig tungt på kampen, og det lignede 1-1, da Alexandre Lacazette efter ti minutter sendte bolden i mål. Men der blev korrekt vinket for offside.

Som tiden gik, var billedet det samme: Arsenal pressede på. BATE Borisov forsvarede sig klogt.

Gæsterne havde ikke nøglen til hjemmeholdets defensiv, og fem minutter før tid slog det klik for Lacazette.

I en duel gik Aleksandar Filipovic lidt hårdt til franskmanden, der slyngede armen bagover og sendte hviderusseren i græsset. Rødt kort til angriberen, der dermed ikke er med i returopgøret næste torsdag på Emirates Stadium.

Se også: UEFA åbner sag efter Dolberg-duel

Maurizio Sarri er en presset mand i Chelsea.
Foto: Peter Cziborra Premier League - 14. feb. 2019 - kl. 18:14 Træner-ballade i storklub: Stjerner vil væk

Champions League - 14. feb. 2019 - kl. 17:19 Journalist til grin efter CL-sejr

2 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere