Stor undren over udskiftning af Eriksen

Eksperter og fans undrer sig over, at Christian Eriksen blev skiftet ud mod Manchester United

Christian Eriksen var blandt de bedste for Ajax - men blev alligevel pillet ud. (Foto: AP)
Christian Eriksen var blandt de bedste for Ajax - men blev alligevel pillet ud. (Foto: AP)

Det undrede både fans og eksperter, da Christian Eriksen efter godt en times spil af kampen mellem Manchester United og Ajax blev skiftet ud.

Med stillingen 1-1 og Christian Eriksen som en af de mest aktive i Ajax-offensiven lignede det en skade til danskeren, men efter kampen understregede både han selv og træner Frank de Boer, at udskiftningen faldt for at skåne den elegante offensiv-spiller.

Det var Eriksen tydeligvis ikke helt tilfreds med, mens De Boer på sin side mente, at Eriksen kunne og burde have spillet bedre.

I modsætning til Eriksens hollandske træner, så var flere journalister og fans imponerede over danskerens spil. Og da Eriksen blev skiftet ud, mistede Ajax en del af det offensive overtag. Formentlig også fordi Manchester United sendte Paul Scholes på banen i stedet for dårligt spillende Cleverley.

Ajax fik dog scoret efter udskiftningen og vandt 2-1, men efter 2-0 til Manchester United i første opgør gik United videre med 3-2 samlet.

BBC's livereporter var en af dem, der undrede sig over udskiftningen af Eriksen:

'Beslutningen om at fjerne Eriksen, sammen med Scholes indskiftning for United, ændrede kampen og gav United den kontrol, de ikke havde haft siden pausen. Det virker som en meget mærkelig beslutning af Frank De Boer,' skriver live-reporteren.

Også live-reporteren på UEFA.com roser Eriksen, der især i kampens start var ekstremt aktiv:

'Christian Eriksen oser af klasse, deler bolden rundt og dikterer spillet for Ajax.'

Også Evertons Tim Cahill roser danskeren. På sin twitter-profil fremhæver han Eriksen - selv om han ikke har helt styr på danskerens efternavn:

'Nød kampen i aften. Erickson fra Ajax ligner en klassespiller,' skriver han.

Imponeret Twitter-verden
Christian Eriksen var under kampen en af de spillere, der blev flittigt nævnt på twitter - både af hollandske og engelske fodboldfans.

De fleste delte den store undren over udskiftningen, og der var iøvrigt stor ros til danskeren, selv om andre blot konstaterede, at han da ikke var noget særligt.

Herunder et par af kommentarerne:

'Kan andre se ligheden mellem Christian Eriksen og Wesley Sneijder?'

'Christian Eriksen er en kvalitetsspiller. Talent, speed, kreativitet og dræbende dødbolde'.

'Har aldrig rigtigt set Eriksen spille tidligere, men jeg begynder at forstå, hvorfor så mange klubber er efter ham'

'Jeg ville seriøst gerne se Eriksen spille for Man Utd. Jeg synes, han er en perfekt erstatning for Scholes, selv om han stadig er et ufærdigt produkt'

'Eriksen spiller om max to år i en europæisk topklub. Denne dansker er exceptionel'

0 kommentarer
Vis kommentarer