Eriksen skuffet over mystisk udskiftning

Christian Eriksen sprudlede af spillelyst, men blev alligevel skiftet ud mod Manchester United. 'Han kunne have været bedre', lød kritikken fra træneren

Christian Eriksen i duel med Nani. Eriksen blev pillet ud efter en times spil - og fik efterfølgende kritik af sin træner. (Foto: AP)
Christian Eriksen i duel med Nani. Eriksen blev pillet ud efter en times spil - og fik efterfølgende kritik af sin træner. (Foto: AP)

Christian Eriksen var blandt Ajax' bedste i Europa League-opgøret mod Manchester United, men danskeren blev alligevel skiftet ud efter godt en times spil.

Uforståeligt for de fleste - og også for det unge talent selv, hvis man skal dømme ud fra et tv-interview efter kampen, som Ajax vandt 2-1. Dog ikke nok til at gå videre mod mægtige Manchester United, der havde vundet første opgør i Amsterdam med 2-0.

Christian Eriksen undgik med nød og næppe at kritisere træner Frank de Boer direkte i interviewet, men antydede alligevel, at han ikke helt forstod udskiftningen.

- Jeg havde fået at vide, at jeg skulle have lidt ro, hvis man kan sige det sådan, sagde Christian Eriksen til 3+ efter kampen.

Ajax-træner de Boer havde advaret danskeren om udskiftningen, men blev alligevel overrasket.

- Jo, det overrasker lidt, når man så på, hvordan det udviklede sig, og jeg ville egentlig gerne blive på banen, men træneren havde sagt, at jeg mangler noget ro, åbenbart, sagde Christian Eriksen, der afslørede, at Ajax-spillerne fik skældud i pausen.

- Der stod godt nok 1-1, men med alt det plads vi havde, var det ikke godt nok, at vi ikke fik det udnyttet noget mere.

Se også: Ajax vandt på Old Trafford

Danskeren har tidligere i Ekstra Bladet sagt, at Spanien nok passer bedre til hans spil end England, men den mening ændrede sig måske lidt med oplevelsen på Old Trafford.

- Nu har jeg spillet her, det er rigtig fedt. Der er masser af plads her, i hvert fald som et hollandsk hold mod et engelsk. Jeg ved ikke hvordan det er for et engelsk hold mod et engelsk. Men jeg tror egentlig, der er masser af plads.

Efter udskiftningen af Eriksen - og Uniteds indskiftning af Paul Scholes - mistede Ajax momentum, men fik dog scoret til 2-1 fem minutter før tid.

De Boer: Han kunne have spillet bedre
Træner Frank de Boer forsvarede overfor 3+ sin udskiftning af Eriksen, der samtidig fik lidt kritik med på vejen:

- Jeg prøver bare at passe på ham, og så synes jeg også, at han kunne have spillet bedre.

- Vi var i det hele taget sløsede med afleveringerne. Det var ikke godt nok, lød kritikken fra De Boer.

Der var tydeligt skuffet - ligesom Eriksen var det.

0 kommentarer
Vis kommentarer