Eriksen tror på Old Trafford-succes

Det danske Ajax-talent tror på miraklet inden aftenens Europa League-kamp mod Manchester United

Christian Eriksen får kam til sit hår i aften. (Foto: AP)
Christian Eriksen får kam til sit hår i aften. (Foto: AP)

AMSTERDAM (Ekstra Bladet): De er ikke levnet mange chancer inden returkampen mod Manchester United.

Efter det første møde i Europa League-1/8-finalen på Amsterdam ArenA, der endte 2-0 til briterne, synes Ajax Amsterdams chancer for avancement i turneringen som mindre end ringe.

Men det lader sig gøre.

Christian Eriksen, eneste dansker i aktion i kampen, tror på miraklet.

– Vores chancer for at gå videre er minimale, men vi skal selvfølgelig gå efter den spinkle mulighed. Derfor tror vi selvfølgelig også på os selv, siger Christian Eriksen til Ekstra Bladet.

Læs også:

Se også: Ny imponerende milepæl for Giggs

Han spillede selv en god kamp i Holland, selvom Ajax havde det svært. Nu skal han som holdets kreative omdrejningspunkt hive endnu flere ressourcer frem, hvis englænderne skal ud.

Gør ikke som Cruyff
I første omgang er det bare oplevelsen, den danske landsholdsspiller glæder sig til.

– Jeg glæder mig rigtig meget til at opleve Old Trafford. Jeg har hørt meget om det, men har aldrig været der før. Det bliver helt sikkert en fantastisk oplevelse, siger Eriksen.

Onsdag var selveste Johan Cruyff ude og opfordre danskeren til at blive i Ajax, til han er 26 år.

Læs også:

Se også: Cruyff: Bliv her Christian

Meeeen, bare fordi legenden fra 70'erne selv gjorde det, inden han skiftede til FC Barcelona, behøver alle kreative spillere jo ikke gøre det samme.

– Jeg er nok ikke i Ajax, når jeg er 26 år. Det tror jeg i hvert fald ikke, siger Christian Eriksen, der er på kontrakt med den hollandske storklub frem til sommeren 2014.

Kampen på OId Trafford spilles fra kl. 21.05 og kan ses på 3+. Grundet skader er hverken Anders Lindegaard eller Nicolai Boilesen i betragtning til kampen.

0 kommentarer
Vis kommentarer