Porto afviser racismeanklager

FC Porto er overrasket over Manchester Citys racismeanklager mod portugisernes tilhængere

Balotelli var måske, måske ikke offer for racistiske tilråb (Arkivfoto: AP)
Balotelli var måske, måske ikke offer for racistiske tilråb (Arkivfoto: AP)

At de to Manchester City-spillere Mario Balotelli og Yaya Touré oplevede racistiske tilråb fra lægterne, da englænderne torsdag aften vandt 2-1 over FC Porto i Europa League, kommer bag på portugiserne.

- Det, vi kan sige, er, at intet unormalt fandt sted. Ingen oplevede noget mærkeligt, ikke engang de delegerede fra det europæiske fodboldforbund (UEFA), siger Porto-talsmand Rui Cerqueira til Reuters.

Han gætter på, at de angivelige abelyde mod de to mørkhudede spillere kan have været noget helt andet.

Se også: City anklager Porto-fans for racisme

Talsmanden siger, at Portos fans jævnligt råber efter holdets store brasilianske stjerneangriber Hulk. Desuden råbte City-fansene efter klubbens argentinske angriber Sergio Agüero, der også går under navnet 'Kun'.

Hulk og 'Kun' kan ifølge talsmanden fra Porto måske have lydt som abelyde.

Rui Cerqueira fortæller desuden, at klubben aldrig har haft problemer med racisme.

- Vi er stolte over at have et multikulturelt hold med spillere fra forskellige baggrunde. Porto-spillere har aldrig følt nogen form for racisme, og vi er overraskede over anklagerne, siger Rui Cerqueira.

Touré har over for Sky Sports bekræftet, at han 'hørte noget' fra lægterne.

Se også: Kyniske City snød portugisere

- Det er derfor, at vi alle bedre kan lide at spille i Premier League, da det aldrig sker her. Måske forventer man ikke sorte spillere i andre lande, men jeg tror, det vil blive bedre fremover.

- Fodbold er fodbold, og tilskuerne kommer for at nyde kampen, og derfor vil vi ikke have, at der sker sådan nogle ting, sagde City-stjernen efter opgøret.

City har på baggrund af mistanken om racistiske tilråb meldt sagen til Uefa, som nu skal til at undersøge sagen.

Manchester City vandt kampen med 2-1 i Europa Leagues 1/16 finaler og står dermed med gode kort på hånden inden returkampen i Manchester i næste uge.

0 kommentarer
Vis kommentarer