Vingaard rystet over FCK-exit

Martin Vingaard kan ikke huske, at han har været med i en lige så dårlig FCK-kamp som 1-1-opgøret i Ukraine.

Det var svært at komme med en god forklaring på, hvorfor FC København onsdag måtte strække gevær i Europa League.

De danske mestre formåede efter en elendig indsats kun at få uafgjort 1-1 ude mod ukrainske Vorskla Poltava, og dermed er Europa League-avancement ikke mulig for FCK.

- Jeg er mentalt rystet. Jeg er meget skuffet over det, vi leverer i dag. Det er noget af det dårligste, jeg har været med til i min tid i FCK, siger Martin Vingaard til 3+.

Midtbanespilleren kom på banen fra anden halvlegs start, men kunne hverken gøre fra eller til i kampen, og Martin Vingaard har svært ved at forstå, hvordan københavnerne kunne spille som de gjorde.

- Der var så meget plads at spille på, og vores modstandere var ikke gode. Jeg er rystet.

- Vi lavede et hav af personlige fejl. Vi kom ikke ind i noget flow, og vores pasningsspil var forfærdeligt, siger Martin Vingaard.

Mens FCK spillede uafgjort i Ukraine, vandt belgiske Standard Liege 2-0 over tyske Hannover 96 og slukkede dermed det sidste håb for FCK.

Netop Standard Liege kommer på besøg i Parken den 15. december i den sidste kamp i Europa Leagues gruppe B.

Det opgør er dog kun af rent kosmetisk betydning.