Der er endnu et par uger til den portugisiske liga begynder, mens Superligaen er på vej mod 3. runde.
Alligevel havde FC Nordsjælland med et par undtagelser ikke meget at gøre mod Sporting Lissabon i Farum torsdag aften.
Portugiserne vandt 1-0 i 3. runde af Europa League-kvalifikationen. Lidt paradoksalt, at kampen endte uden yderligere scoringer sammenlignet med Randers FC og OB's målrige kampe tidligere på aftenen.
For der var chancer til meget mere i den til tider ret så underholdende kamp.
Gæsterne havde spilovertaget i størstedelen af kampen - og de største chancer. Men en veloplagt Jesper Hansen i FCN-målet havde en væsentlig andel i, at nederlaget trods alt var begrænset.
Sejrsmål før pausen
Især efter pausen brændte det et par gange på, hvor stolpen også måtte hjælpe danskerne. Men der var også opløftende momenter. FC Nordsjælland spillede en frisk omgang fodbold og havde med lidt held i sprøjten banket udligningen ind.
Det virkede dog lidt som om de manglede det sidste mod til at udfordre stjernerne.
Sejrsmålet faldt efter 24 minutter, da Vukcevic modtog bolden inde i feltet. Han tog en hurtig dribling, rundede Hansen og sendte bolden i mål fra en spids vinkel.
Det er som udgangspunkt svært at forestille sig, at FCN går videre i turneringen. Stjerner som Liedson, Anderson Polga, Miguel Veloso, Helder Postiga og ikke mindst Maniche kunne i et par omgange skrue tempoet i vejret og kombinere sig til muligheder.