PSV snød stærkt spillende FCK

Efter sæsonens stærkeste præstation kan FCK-spillerne være berettiget skuffede over kun at få uafgjort mod PSV Eindhoven

Atiba Hutchinson og Co. kunne ikke få skovlen under PSV Eindhoven. (Foto: Lars Møller)
Atiba Hutchinson og Co. kunne ikke få skovlen under PSV Eindhoven. (Foto: Lars Møller)

PARKEN (ekstrabladet.dk): Det, at en stol knækkede på pressepladsene og hældte en journalist på gulvet, kunne have været aftenens sørgelige højdepunkt. Køligt regnvejr og et stærkt europæisk mandskab som PSV er nemlig ikke altid garant for 'feel good'-underholdning i Parken.

Men Ståle Solbakkens FC København spillede sæsonens vel nok bedste kamp, og en af de mest underholdende, da det torsdag aften blev 1-1 mod PSV Eindhoven.

Ikke at resultatet ikke var skuffende, ligesom 1-0-nederlaget til PSV i Holland, hvor det længe lignede en uafgjort.

FCK var bedst på aftenen og førte længe 1-0. Holdet får nu brug for mindst fire point i de sidste to kampe i gruppen, måske seks point, hvis man vil videre til forårets knock out-fase i Europa League.

Årets bedste halvleg?
De første 20 minutter var begivenhedsløse. Ikke meget larm på tribunerne, og ikke meget gang i kampen.

Men anfører Hjalte Bo Nørregaard satte gang i festen, da han efter et par nærkampe på kanten af feltet fik frit skud. Den svenske landsholdskeeper Andreas Isaksson viste dog stor klasse, da han nåede ned i fuld længde og parerede FCK-anførerens skud til hjørne.

Lidt senere havde Atiba Hutchinson et kanonskud en halv meter over mål, og så var FCK i gang.

Også William Kvist og Martin Vingaard havde gode chancer, mens hollænderne i 1. halvleg kun bidrog til underholdningen med et par gennembrud på højrekanten, som kunne være blevet farlige, hvis indlæggene havde været skarpere

Få minutter inden pausen bidrog backen Erik Pieters dog til FCK's føring, da han hev Dame N'Doye i trøjen i feltet.

Det var ikke verdens største straffespark, men den føring, som Jesper Grønkjær omsatte dommen til, var fortjent nok set ud fra spil og chancer. 1. halvleg var FCK's bedste i efteråret - måske den bedste hele året.

Udligningen
Takterne fortsatte fra 2. halvlegs start, da Martin Vingaards knaldede et frispark mod mål, som Isaksson måtte bokse over, og Atiba Hutchinson på det efterfølgende hjørne sparkede en god mulighed over.

PSV havde deres første rigtige afslutning efter 54 minutter, et skud fra distancen, som sad lige på Wiland. Og hollænderne var bedre efter pausen, hvor det efter en time blev til en kæmpechance, som kun held holdt ude af FCK-målet, da en angriber kom milimeter for sent til et fladt indlæg.

Det forekom alligevel som en udligning ud af ingenting, da et fladt indlæg fra PSV's højrekant passerede gennem benene i feltet og endte hos Balazs Dzsudzsak, som scorede til 1-1 20 minutter før tid.

FCK'erne havde to store chancer mod slutningen, men heldet manglede.

Næste gang gælder det hjemmekampen mod Cluj.

1 af 2 Jesper Grønkjær scorer til 1-0, men føringen holdt ikke. (Foto: Lars Poulsen)
2 af 2 Atiba Hutchinson og Co. kunne ikke få skovlen under PSV Eindhoven. (Foto: Lars Møller)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere