Ulrik Laursen forventer flere FCK-mål

Forsvarsspilleren Ulrik Laursen regner med, at FCK'erne vil få nemmere ved at score i Europa League, nu hvor holdet er tvunget til at vinde de næste to kampe.

Blot to mål i fire gruppekampe i Europa League er det blevet til for FC København efter 1-1-kampen mod PSV Eindhoven.

Men forsvarsspilleren Ulrik Laursen forventer, at københavnerne nu kommer lettere til målene, da holdet efter alt at dømme er tvunget til at vinde sine sidste to kampe for at gå videre fra gruppespillet.

- Uafgjort kan vi ikke bruge til så meget nu. Så der er basis for mange mål, når vi møder Cluj i den næste kamp, hvor vi er nødt til at gå efter en sejr, siger Ulrik Laursen med henvisning til den næste gruppekamp mod rumænske Cluj, der gæster Parken den 3. december.

Inden den kamp er FCK inden gruppespillets to sidste spillerunder fire point fra PSV's førsteplads, mens der er tre op til Sparta Prag på andenpladsen.

Laursen erkender, at FCK burde have lukket kampen mod PSV i første halvleg, hvor københavnerne var det bedste hold.

- PSV er et europæisk tophold, og det var til at mærke, at de skruede tempoet op med 10-15 procent i anden halvleg. Desværre, for vi skulle have vundet den kamp, forklarer Laursen og peger på de mange chancer i første halvleg til FCK.

Her gik FCK kun ind til pausen med en 1-0-føring på et Jesper Grønkjær-straffespark. PSV udlignede med lidt over et kvarter tilbage af opgøret.

Efter Cluj-kampen skal FCK på udebane møde Sparta Prag i noget, der muligvis bliver en finale om at komme videre fra gruppen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere