Frustreret Roland Nilsson efter øretæve

FC Københavns cheftræner var ’forbasket skuffet’ over at se sit hold tabe 3-0 til Standard Liege

Roland Nilssons mandskab fik for første gang efter svenskerens tiltræden tæv. (Arkivfoto: Thomas Sjørup)
Roland Nilssons mandskab fik for første gang efter svenskerens tiltræden tæv. (Arkivfoto: Thomas Sjørup)

LIÈGE (ekstrabladet.dk): Roland Nilsson så sit hold tabe 3-0 i Liège, og det var ikke lige et resultat, han kunne være tilfreds med.

- Det er forbasket skuffende. Frustrerende. Vi taber kvalitet i pasningsspilet, og vi mister vores aggressivitet i 2. halvleg, hvor vi bare løber efter dem, sagde FCK-træneren, som dog ikke ville bebrejde en dommer, der i flere situationer dømte imod FCK.

- Det er selvfølgelig irriterende, at dommeren ser noget, som gør, at han annullerer et mål. Et frispark. Vi føler, at målet var i orden, så det er da skuffende. Men sådan er det på udebane. Publikum lægger et pres.

Læs også: Langer ud efter OB-keeper

FCK-træneren ærgrede sig over FCK'ernes fejl på dødbolde samt de mange fejlafleveringer:

- Jeg må have kigget lidt på denne kamp, når jeg kommer hjem, for det er tydeligt, at vi taber fart i pasningerne og aggressivitet i defensiven.

Den manglende aggressivitet skal der rettes på før søndagens topkamp mod AGF.

- Det er for sent at rette det nu. Vi må tænke på søndag, og så må vi arbejde med spillerne én-for-én. Vi bliver for passive og defensive, og det skal der rettes op på, indrømmede Roland Nilsson.