Feyenoord floppede igen

Mens Jon Dahl Tomasson plejer sin ankelskade fortsætter Feyenoord det frie fald. Torsdag tabte hollænderne 1-3 til CSKA Moskva i UEFA Cup'en

Feyenoord uden den skadede Jon Dahl Tomasson tabte hjemme til CSKa Moskva. (Foto: AP)
Feyenoord uden den skadede Jon Dahl Tomasson tabte hjemme til CSKa Moskva. (Foto: AP)

Der var lagt op til et glædeligt gensyn, da Jon Dahl Tomasson i sommer vendte 'hjem' til Feyenoord efter at have varmet bænk i spanske Villarreal.

Men efter en hurtig målstime er Tomasson blevet ukampdygtig på grund af en ankelskade, og imens er Rotterdam-klubben røget ind i den værste krise i mands minde.

Hjemme i Æresdivisionen ligger Feyenoord på en pinlig trettendeplads, mens gruppespillet i UEFA Cup'en blev åbnet med en 0-3 snitter mod franske Nancy.

Torsdag gik det så galt igen for hollænderne, der hjemme på De Kuip tabte 1-3 til russiske CSKA Moskva.

Aleksey Berezutsky bragte gæsterne i front, inden Giovanni van Bronckhorst fik udlignet efter en lille halv time.

Glæden blev dog kort, for brasilianske Vagner Love slog til med to kasser - en på hver side af pausen. Og så hjalp det ikke, at CSKA's Evgeni Aldonin fik marchordre kort før tid.

Med nederlaget indtager Feyenoord sidstepladsen i gruppe H, der toppes af Nancy, selvom franskmændene torsdag måtte nøjes med 2-2 i udekampen mod Lech Poznan.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere