Ankersen: Vi burde have vundet 5-0

- Jeg synes, vi i dag ser det gamle Esbjerg, sagde Jakob Ankersen efter kvalifikationen til Europa Leagues 1/16-finaler

Jakob Ankersen og drengene er klar til 1/16-finaler i Europa. (Arkivfoto: Lars Poulsen)
Jakob Ankersen og drengene er klar til 1/16-finaler i Europa. (Arkivfoto: Lars Poulsen)

Glæden strålede fra samtlige Esbjerg-spillere efter de i aftes sikrede sig adgang til yderligere kampe i Europa League med 1-0 over Elfsborg.

På det helt håndgribelige plan betyder sejren, at der drysser mindst fem mio. kr. yderligere ned i klubkassen i præmiepenge fra UEFA samt nok en kassekamp, som nok skal samle 11.000 på Blue Water Arena.

- Det var en kæmpestor lettelse at vi var i stand til at vinde og Liége samtidig tabte til Salzburg. Det var jo et drømmescenarie, at vi dermed ikke behøver at gøre mere for at komme videre, sagde Jakob Ankersen efter slutfløjtet.

Den vævre kantspiller virkede kampen igennem et stykke under vanligt niveau, og det så ud som om han var mærket af de mange kampe i efteråret samt Esbjergs dårlige form.

- Men jeg synes vi i dag ser det gamle Esbjerg. Vi behøver ikke at spille sprudlende, men vi skal køre vores omstillinger og være skarpe på dødboldene, sagde Jakob Ankersen der imidlertid var af den opfattelse, at Esbjerg var langt det bedste hold mod Elfsborg og den smalle sejrsmargin var misvisende.

- Vi har tre omstillinger i dag hvor det bare er for ringe at vi ikke scorer. Vi har jo mulighederne ti lat score til både 4-0 og 5-0, så mange chancer har vi, mente Esbjerg-kanten.

- Men kampen her viser bare hvor meget lettere det er, når man holder nullet. Sidste sæson var vi verdensklasse til at vinde kampene 1-0. Når vi ikke holder nullet, så slider det altså skulle op og score tre gange for at vinde kampene, mente Jakob Ankersen, der mente at sejren mod Elfsborg kom på det helt rette tidspunkt, så vestjyderne nu kan dedikere alle kræfter på Superligaen.

På søndag kommer FC København forbi i en kamp mellem Danmarks to europæiske succeshistorier.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere