Esbjergs målhelt: Skarp af særtræning

Mick van Buren har brugt fridage på selvtræning for at knuse målkrise

Esbjerg Mick van Buren jubler over sin scoring (Foto: Anders Brohus)
Esbjerg Mick van Buren jubler over sin scoring (Foto: Anders Brohus)

ESBJERG (Ekstra Bladet): Hollandske Mick van Buren brød 70 dages målforbandelse, da han i aftes scorede begge mål mod Standard Liége.

Scoringer som hollænderen hjalp på vej, da han valgte at bruge en fridag på træningsbanen sammen med angrebskollega Mushaga Bakenga for at få finindstillet sigtekornet.

- Vi brugte en fridag på skudtræning for lige at få genopfrisket, hvordan man gør. Når vi spiller så mange kampe som vi gør, så kniber det med tiden til at få trænet den slags tilstrækkeligt, så vi tog en fridag i brug for at skærpe vores evner, smilede den kantede Mick van Buren, der dog ikke ville tage æren for de to mål mod Standard fra holdkammeraterne.

- Træning hjælper altid, men det afgørende er, at man får boldene i de rette situationer, sagde han og erkendte, at den lange periode uden scoringer har mærket ham.

- Selvfølgelig har min selvtillid været ramt. Men jeg har følt fremgang den seneste tid både i træning og kampe, men jeg har bare ikke kommet til chancer, men jeg var sikker på, at målene lå lige om hjørnet. Og to mål tre chancer mod Liége viser det, sagde Mick van Buren, der skulle helt tilbage til det første opgør mod Standard Liége 19. september for at finde sin seneste scoring.

- Det her giver os selvtillid, at vi får hul på bylden og får scoret nogle regulære mål i stedet for selvmål. Og det er også vigtigt, at vi i den her kamp skaber meget mere end vi har gjort i andre kampe. Vi burde jo have scoret flere mål end det blev til, sagde Mick van Buren, der forventer, at sejren over belgierne kan løfte holdet i mandagskampen mod AaB.

- Det var godt at få scoret nu, og nu skal jeg bare fortsætte i de sidste kampe før vinterpausen, lover Esbjergs matchvinder.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere