Derfor var Laudrup alene i Schweiz

Michael Laudrups Swansea blev ramt af fly-kaos dagen inden den vigtige Europa League-kamp mod St. Gallen, og så endte danskeren alene i Schweiz - han havde nemlig været i Paris forinden

Michael Laudrup (Arkivfoto: AP)
Michael Laudrup (Arkivfoto: AP)

Michael Laudrup sad onsdag helt alene i Schweiz og ventede på, at Swansea-mandskabet og trænerstaben skulle nå frem. Men han måtte vente længe, for flyet fra Cardiff i Wales havde sit at kæmpe med.

Afgangen fra lufthavnen var sat til kl. 10.00, men i første omgang blev den udskudt på grund af tåge. Da den var lettet, og flyet skulle til at sætte kurs mod Zürich i Schweiz, var det tid til endnu en forsinkelse. Denne gang, fordi flyet havde tekniske problemer.

Den danske manager havde derimod ingen problemer med at nå frem til destinationen, hvor Swansea torsdag aften skal spille den afgørende Europa League-kamp mod St. Gallen. Han havde nemlig været et smut forbi Paris, hvor han havde besøgt sin datter, Rebecca, der studerer i den franske hovedstad.

Planen var så, at Michael Laudrup mødtes med resten af holdet i Schweiz onsdag, hvor der kl. 16.00 skulle være en træning efterfulgt af middag og afslapning på hotellet. Sådan endte det dog ikke. Først sent onsdag dukkede mandskabet op, og så var der kun tid til lidt mad og en god nats søvn.

- Vi kan ikke kontrollere alting, slet ikke vejret. Det bliver en lang dag for holdet, og det er selvfølgelig ikke ideelt. 12 timer fra da vi startede denne morgen til de ankom til Zurich. Det skulle have været under halvdelen, siger Michael Laudrup ifølge klubbens hjemmeside.

- Men kampen er kl. 19.00 lokal tid, så der er en hel dag af forberede sig i. Det er den sidste kamp i gruppespillet, og vi skal gøre arbejdet færdigt og sørge for at komme videre, hvor vi vil være om et par måneder - blandt de sidste 32. Nu må vi gøre arbejdet her, sagde Michael Laudrup.

Swansea skal bruge minimum uafgjort, hvis man vil videre fra gruppen, som Valencia er sikre på at vinde. FC Kuban Krasnodar er eneste hold, der kan hente Swansea, og de er inden kampen tre point efter.

Husk du både kan følge Esbjergs kamp mod Salzburg og Swanseas kamp mod St. Gallen på Ekstra Bladet fra kl. 19.00 i aften

0 kommentarer
Vis kommentarer