Krøldrup: Fiorentina får ingen problemer mod EfB

Den tidligere Fiorentina-spiller Per Krøldrup levner ikke Esbjerg ret mange chancer i de kommende Europa League-kampe, men advarer alligevel sin gamle klub mod et par tvillinger

Per Krøldrup spillede i Fiorentina i sæsonerne 2006 til 2012. (Foto: AP/Frank Augstein)
Per Krøldrup spillede i Fiorentina i sæsonerne 2006 til 2012. (Foto: AP/Frank Augstein)

Der venter utvivlsomt Esbjerg en stor opgave i Europa League efter nytår, når de danske pokalmestre skal op mod det italienske storhold Fiorentina i verdens næstfornemste klubturnering.

Firenze-klubben, med stjerner som Guiseppe Rossi og Mario Gomez, er i skrivende stund på fjerdepladsen i Serie A og har blandt andet slået Juventus og AC Milan med henholdsvis 4-2 og 2-0 i indeværende sæson.



Se også: Esbjerg: Skal bruge spillere her og nu

Derfor regner de fleste med, at Esbjerg bliver en ren walkover for de italienske stjernespillere, og det er også de tanker, Per Krøldrup, der har tørnet ud for Fiorentina i flere sæsoner, gør sig.

Alligevel sender han en lille advarsel til sin gamle klub - ikke mindst på grund af et par tvillinger.



Se også: Esbjergs Fiorentina-kampe på plads

- Esbjerg er et meget fysisk hold. De løber godt for hinanden og har et par profiler i Ankersen-tvillingerne og angriberen Mick van Buren. Der er dog næppe nogen tvivl om, at hvis Fiorentina spiller op til deres bedste, så får de ingen problemer. Jeg så dem mod Bologna i weekenden (Fiorentina vandt 3-0, red.), og de har et rigtig godt hold, siger Per Krøldrup til tuttomercatoweb.

Per Krøldrup tørner til dagligt ud for Olhanense i Portugal.

Læs mere om fodbold på Tipsbladet.dk

0 kommentarer
Vis kommentarer