Sen scoring sikrer Juventus flot udesejr i Lyon

Leonardo Bonucci scorede sejrsmålet fem minutter før tid, da Juventus vandt i Frankrig

Leonardo Bonucci afgjorde dysten mellem Lyon og Juventus i de døende minutter. (Arkivfoto: AP)
Leonardo Bonucci afgjorde dysten mellem Lyon og Juventus i de døende minutter. (Arkivfoto: AP)

Juventus er kommet hurtigt ovenpå igen efter det sjældne liganederlag til Napoli i weekenden.

Torsdag løste holdet fra Torino en på papiret vanskelig opgave til perfektion, da det blev til en 1-0-sejr på udebane over Lyon i kvartfinalen i Europa League.

Se også: Basel imponerer igen: På vej mod ny semifinale

Sejrsmålet blev sat ind med blot fem minutter tilbage af kampen af den italienske landsholdsforsvarer Leonardo Bonucci, som sparkede en løs bold op i nettaget bag Anthony Lopes i Lyon-målet.

Det franske hold har ikke samme styrke, som da det i en årrække lavede ravage i Champions League, men hjemme på Stade de Gerland kan Lyon stadig gøre livet besværligt for de fleste.

Det var da også langt hen ad vejen en lige kamp, men Juventus har under træner Antonio Conte udviklet en imponerende evne til at vinde de tætte opgør, og med Bonuccis træffer er holdet storfavorit til at stryge i semifinalen efter returkampen i Italien om en uge.

Se også: Tidligere Superliga-komet nedlagt i Europa League

Det samme kan ikke siges om hollandske AZ med den danske venstreback Simon Poulsen på holdet.

Hollænderne tabte på hjemmebane med 0-1 til sidste års tabende finalist Benfica, og Poulsen og holdkammeraterne skal levere en mindre sensation i returkampen, hvis det skal blive til avancement i turneringen.

I endnu en kvartfinale torsdag aften vandt FC Porto hjemme over Sevilla med 1-0.

0 kommentarer
Vis kommentarer