Imponeret FCK-anfører i kaotiske Bukarest

- Jeg har lidt en fornemmelse af, at det her bliver den sværeste kamp i gruppen for os, siger Lars Jacobsen

Anføreren ser frem til EL-gruppespillets måske vanskeligste kamp. (Foto: Rumle Skafte)
Anføreren ser frem til EL-gruppespillets måske vanskeligste kamp. (Foto: Rumle Skafte)

BUKAREST (ekstrabladet.dk): Det er næsten præcis et år siden, at National Arena i Bukarest med plads til 55.600 tilskuere blev indviet. Siden var det hjemsted for Europa League-finalen i 2012 mellem Atlético Madrid og Athletic Bilbao.

Det er et smukt stadion, FCK-spillerne torsdag aften skal betræde i netop Europa League mod Steaua Bukarest. 'Grand Arena', som det kaldes af de lokale. FCK-anfører Lars Jacobsen har aldrig spillet i den rumænske hovedstad før.

- Fantastisk sted. Stadion er i hvert fald. Dejligt vejr. Så kan man ikke rigtigt forlange mere, siger Jacobsen. før onsdagens træning.

- Vi har ikke haft tid til at se så meget andet. Men det er jo heller ikke derfor, vi er her. Det var bare lynhurtigt på hotellet, da vi ankom, vi fik en middagslur, og så afsted til træning.

- Men det vi har set, har været fremragende, smiler Jacobsen og kigger sig omkring på stadion.

FCK-anføreren har tydeligvis endnu ikke prøvet at rakke rundt i Bukarests uendelige forstæder i en smadret deletaxa prajet midt ude på en hidsig boulevard, med en stor nakketatoveret rocker på passagersædet ved siden af chaufføren og med alle vinduer åbne til morderiske sporvogne, generel helvedestrafik og svær forsinkelse, fordi den første taxachauffør tog fejl af stadion og træningsanlæg - som det skete for Ekstra Bladets udsendte medarbejdere, der måtte snige sig ind på National Arena via kælderindgangen.

Se også:

Se også: FCK-træner forventer gammeldags aggression

Lars Jacobsen ved endnu ikke meget om Steaua Bukarest, udover hvad han husker af klubbens glorværdige historie med Europa Cup-triumf mod Barcelona i 1986. Men han forsikrer, at han ved alt, når kampen går i gang.

- Jeg kan ikke nævne navnet på en eneste af de spillere, vi skal møde i morgen. Men det kan jeg helt sikkert i aften, når vi har set en masse video på dem. Vi har også to taktikmøder i morgen. Jeg kan bare se, at de resultater, de har leveret indtil videre, har været solidt og godt, siger Lars Jacobsen med henvisning til Steauas førsteplads i den rumænske liga og deres 2-2-resultat i Stuttgart i den første kamp i EL-gruppespillet.

- Jeg har lidt en fornemmelse af, at det her bliver den sværeste kamp i gruppen for os, lyder det FCK-anføreren.

1 af 2 National Arena med storskærme hængt op i wirer over banen. Torsdag forventes FC København at komme under pres fra 50.000 tilskuere. (Foto: AP)
2 af 2 Anføreren ser frem til EL-gruppespillets måske vanskeligste kamp. (Foto: Rumle Skafte)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen