Tre gyldne minutter afgjorde spansk semifinale

Valencia leverede et stort comeback på hjemmebane i holdets kvartfinale i Europa League, og det skal de også gøre i semifinalen. Torsdag tabte Valencia 0-2 ude til Sevilla

Spanien vil med sikkerhed være repræsenteret i Europa League-finalen i denne sæson, og meget tyder på, at det bliver Sevillas opgave at holde den spanske fane højt. Torsdag aften tog holdet i hvert fald et stort spring mod finalen, da det hjemme på Ramon Sanchez Pizjuan blev til en 2-0-sejr over landsmændene fra Valencia.

Sejren blev grundlagt på tre gyldne minutter i 1. halvleg.

Efter 33 minutters spil dukkede Stephane M'Bia op og bragte Sevilla foran med 1-0, og bare tre minutter senere blev det dobbelt så godt at kigge op på måltavlen for hjemmeholdets vedkommende, da Carlos Bacca øgede til 2-0.

Mere blev der ikke scoret, og det betyder, at Sevilla står med meget gode kort på hånden før næste uges returkamp på Mestalla.

Valencia beviste dog senest i kvartfinalen mod Basel, at de bestemt er i stand til at komme tilbage fra et svært udgangspunkt. Her fik holdet vendt et 0-3-nederlag til Basel i den første kamp til en 5-0-sejr i returkampen.

0 kommentarer
Vis kommentarer