Av, av, av - ydmyget!

Kasper Dolberg og co. løb ind i et stort nederlag, da de torsdag aften gæstede Bayer Leverkusen

Kasper Dolberg og Nice løb ind i en tysk øretæve. Foto: Ritzua Scanpix
Kasper Dolberg og Nice løb ind i en tysk øretæve. Foto: Ritzua Scanpix

Kasper Dolberg sad over I OGC Nices kamp i Ligue 1 i weekenden med en skade, men allerede torsdag aften var den danske landsholdsangriber tilbage for det franske mandskab.

Her var de på besøg hos Bayer Leverkusen på BayArena i Europa League, men Kasper Dolberg kunne ikke fejre sit comeback med en sejr. Tyskerne tog nemlig en overbevisende sejr i opgøret.

Bayer Leverkusen fik en fremragende start på kampen, og allerede efter knap et kvarters spil havde de bragt sig foran med to mål.

Det første mål stod Nadiem Amiri for, efter at han blev spillet i dybden, før han stod alene med franskmændenes keeper og her sendte han bolden i mål uden problemer efter 11 minutter.

Blot fem minutter senere var det Lucas Alario, der fordoblede føringen med en hård afslutning fra en meget skarp vinkel.

Før pausen fik Amine Gouiri reduceret med et flot skud fra kanten af feltet, som den tidligere Superliga-keeper Lukas Hradecky ikke kunne nå, men et kvarter inde i anden halvleg kom Bayer Leverkusen igen på tavlen.

Denne gang var det Moussa Diaby, som udnyttede et dyrt boldtab fra Nice og sendte bolden i mål.

Dolberg blev udskiftet efter 70 minutter, og herefter blev det blot værre for Nice.

I kampens slutning kom Karim Bellarabi nemlig på tavlen to gange for værterne - først med et fladt skud fra distancen, og derefter med et skud, der blev rettet af på vej mod mål - mens også unge Florian Wirtz scorede.

Nice reducerede til slut ved Alexis Claude, men det var altså blot et trøstemål, og Kasper Dolberg og kompagni kunne alligevel rejse hjem til Frankrig med et 6-2-nederlag i baggagen.

David Luiz (nummer to fra højre) udlignede til 1-1 mod Rapid Wien. Foto: Joe Klamar/Ritzau Scanpix Europa League Stjerner afværger fiasko  
17 kommentarer
Vis kommentarer