FC Barcelona vendte torsdag et truende nederlag til sejr og er nu videre til kvartfinalerne i Europa League.
Avancementet blev sikret med en 2-1-sejr i Istanbul over Galatasaray, der havde danske Victor Nelsson med fra start.
Barcelona var uden Martin Braithwaite, der måtte overvære hele kampen fra bænken.
Kampbilledet blev etableret kort inde i kampen med Barcelona som det klart mest bolddominerende hold, mens tyrkerne forsøgte sig på omstillinger.
Knap en halv time inde i opgøret pandede anfører Marcao tyrkerne foran uden chance for Marc-André ter Stegen i Barcelona-målet. Galatasaray-forsvareren kastede sig efter bolden, der blev serveret præcist på et hjørnespark.
Han fik efterfølgende et gult kort for at sparke hjørneflaget i stykker i sin jubel.
Omkring ti minutter senere svarede Barcelona igen.
Efter traditionelt Barcelona-opspil i form af førstegangsafleveringer fik Pedri bolden, som han roligt og kontrolleret drev forbi sine modstandere i straffesparksfeltet, inden han fra en fri position eksekverede få meter fra mål.
Anden halvleg var kun lige begyndt, da Pierre-Emerick Aubameyang bragte de catalanske gæster foran efter en situation, der mindede om et flipperspil foran hjemmeholdets mål.
I slutningen af kampen opstod der ballade mellem Barcelona-spiller Jordi Alba og hjemmepublikummet, der kastede ting efter venstrebacken. I frustration sparkede spanieren bolden ud mod tilskuerne, hvilket kostede ham et gult kort.
Trods højlydt hjælp fra lægterne formåede Galatasaray aldrig rigtig at blive farlige over for Barcelona, som på trods af to scoringer heller ikke fik foldet holdets offensiv ud.
Lodtrækningen til kvartfinalerne finder sted fredag klokken 13.30.