Bøde til FCK - og advarsel til Ståle

Københavnerne frygtede en kæmpe bøde og potentielt tomme tribuner efter kampen mod Malmö FF, men slap for den helt store straf fra UEFA

FCK-tilhængernes pyroshow kostede klubben knap 300.000 kr. Foto: Anthon Unger
FCK-tilhængernes pyroshow kostede klubben knap 300.000 kr. Foto: Anthon Unger

FC København slap billigt fra deres tilhængeres pyroshow i forbindelse med Europa League-opgøret mod Malmö FF tilbage i december.

Hos de danske mestre frygtede man, at man ville blive tildelt en kæmpe bøde og i værste fald skulle spille for tomme tribuner i nærmeste fremtid.

En bøde blev det da også til, men ikke nær så stor som frygtet, og UEFA's kontrol- og disciplinærkomité har ikke nævnt noget om potentielt lukkede stadionafsnit i sin kendelse.

Sagen blev behandlet 27. februar, og FC København blev dømt for, at deres tilskuere havde affyret pyroteknik og kastet objekter.

Det første udløste en bøde på 39.250 euro (ca. 293.000 kr.), det andet kostede klubben 7.375 euro (ca. 55.000 kr.).

I alt skal FC København af med godt 348.000 kr., og når man ser på UEFA's bødekatalog, er det ganske nådigt sluppet.

Før kampen mod Malmö var der gang i pyroen på Sektion 12. Foto: Gisle Thorsen
Før kampen mod Malmö var der gang i pyroen på Sektion 12. Foto: Gisle Thorsen

Ifølge de disciplinære bestemmer koster hvert eneste stykke pyroteknik ca. 3.750 kr. ved førstegangsforseelse. Anden gang skal det lægges 50 pct. til.

FCK fik også bøde for affyring af pyroteknik efter kampen i Malmø, og et konservativt skøn er, at der blev antændt 100 stykker pyroteknik før og under kampen i København mod svenskerne.

Det kunne potentielt have udløst en bøde på over en halv mio. kr., men UEFA's udsendte har tilsyneladende set med nogenlunde milde øjne på lysshowet på Østerbro…

Til gengæld har han bemærket, at kampen ikke blev sat i gang til tiden.

Den slags går man meget op i UEFA, og i afgørelsen fremgår det, at FCK og manager Ståle Solbakken har fået en advarsel for at være ansvarlige for den forsinkede kampstart.

FCK er desuden blevet pålagt, at klubbens træner personligt bliver informeret om denne afgørelse.


Under kampen mod svenskerne blev der desuden fremvist bannere med 'hilsner' til UEFA. Det har tidligere kostet FCK store bøder.

Men formuleringerne på bannerne i Parken var ikke så direkte som tidligere ('UEFA Mafia') og gav ikke UEFA anledning til at straffe FCK for budskaber, der 'ikke er passende for en sportsbegivenhed'.

Det skete efter opgøret i det skånske, hvor FCK måtte af i alt med 523.000 kr.

FC København var efter hjemmekampen mod Malmö FF ude med et opråb til tilhængerne, og det virker, som om der er blevet lyttet på Sektion 12, hvor de mest højlydte holder til.

UEFA mente, at Ståle Solbakken var ansvarlig for, at kampen mod Celtic i Parken ikke startede til tiden. Foto: Jens Dresling
UEFA mente, at Ståle Solbakken var ansvarlig for, at kampen mod Celtic i Parken ikke startede til tiden. Foto: Jens Dresling

Opførslen mod Celtic i februar var eksemplarisk både på og uden for banen, og FCK slap for bøder.

Skotterne fik 112.000 kr. for at forsinke kampstart, og klubbens manager, Neil Lennon, fik en advarsel, da han blev holdt ansvarlig.

Returopgøret i Glasgow kastede ingen sigtelser af sig, og heller ikke kampen i Istanbul mod Basaksehir har kostet FCK bøder.

Derimod fik tyrkerne en bøde på ca. 11.200 for affyring af pyroteknik.

Europa League-kampen var FCK's sidste kamp, inden coronakrisen lukkede ned for både nationale og europæiske turneringer.

Det er fortsat uvist, hvornår og under hvilke omstændigheder returkampen i København kan afvikles.

Se også: Savner du Superliga? Glem det!

Se også: Medie: Yussuf vil væk

Se også: Afviser kritik af corona-håndtering

157 kommentarer
Vis kommentarer