Brøndby-boss: Tuder ikke over lodtrækningen

Sportsdirektør Troels Bech ser ikke PAOK, som den værste lodtrækning Brøndby kunne få i Europa League

Brøndbys sportsdirektør Troels Bech. (Foto: Jens Dresling)
Brøndbys sportsdirektør Troels Bech. (Foto: Jens Dresling)

Det blev græske PAOK med Frank Arnesen som sportsdirektør og svensk-danske målmand Robin Olsen, som Brøndby trak i Europa League playoff-runden.

Der var større modstandere som eksempelvis Ajax, Brøndby kunne have trukket, og Brøndbys sportsdirektør Troels Bech virkede også tilfreds efter omstændighederne.

- Nu var det jo stort set kun svære hold, vi kunne trække. Men jeg står ikke tilbage og tuder over den modstander, vi har fået. PAOK er et stærkt græsk hold, som er ekspanderende og opruster kraftigt, og de synes nok også, at de har fået en god lodtrækning. Min optimisme ligger lidt i, at deres turnering ikke er startet endnu, siger Troels Bech til Ekstra Bladet.

Se hele lodtrækningen her

Han vurderer, at det vil komme som en fordel, at den græske liga først åbner tre dage efter den første kamp i playoff-runden 20. august i Grækenland.

Bedre rustet end PAOK
- Vi har jo spillet ekstremt mange kampe den seneste måned. Men omvendt bør det også ruste os lidt bedre end PAOK, der slet ikke har spillet. Der er ingen tvivl om, at det bliver svært, men jeg tillader mig at tænke, at vi har en fordel, som vi kan udnytte, hvis vi er skarpe, lyder det fra Brøndbys sportsdirektør.

Han glæder sig også til at mødes med PAOKs danske sportsdirektør Frank Arnesen.

- Jeg har mødt ham et par gange, og har da et fint forhold til ham. Det er selvfølgelig lidt sjovt, at klubben har både Frank og så Robin Olsen. De har da i hvert fald nok et bedre kendskab til dansk fodbold end andre græske hold. Men jeg håber, at vores tilskuere møder op for at støtte os, når vi skal spille hjemmekampen og forhåbentlig for at se os vinde, siger Troels Bech.

Se også: Hårde kampe venter Brøndby og FCM

62 kommentarer
Vis kommentarer