Brøndby-profil om 'lortekamp': Værste nederlag i min tid

Riza Durmisi erkendte, at nederlag til PAOK var den værste oplevelse han har haft i Brøndby-trøjen

Brøndby blev kørt over af PAOK, der buldrede frem fra første fløjt og vandt 5-0. (Foto: AP)
Brøndby blev kørt over af PAOK, der buldrede frem fra første fløjt og vandt 5-0. (Foto: AP)

THESSALONIKI (Ekstra Bladet): Brøndby-spillerne var ramt. Både på stoltheden og æren. Ikke kun over nederlaget, men i sandhed også over, hvad der blev leveret på banen.

0-5 mod PAOK FC var en alvorlig lussing for Brøndby i en kamp, hvor spillerne var overmatchet.

For drømmene og håbet om et europæisk gruppespil blev ved det. Spillerne og hele Brøndby-lejren havde på forhånd haft alt for urealistiske forhåbninger om, at de kunne klare et græsk storhold.

De hang med hovederne og havde svært ved at skjule skuffelsen.

Riza Durmisi, Brøndbys venstre back, oplevede, hvor stor forskellen er på at spille i trygge rammer hjemme i Superligaen og så optræde på den store scene.

Se også: Brøndby-træner efter græske smæk: Derfor gik det galt

Ved 2-0 scoringen fik han et elegant skub ude ved sidelinjen. Der blev ikke fløjtet og ti sekunder senere lå bolden bag Frederik Rønnow i Brøndby-målet. Riza Durmisi var en af dem, der ikke var bleg for at se indad.

- Det her var pinligt. Det er det værste nederlag jeg har oplevet i min tid i Brøndby. Vi leverer slet ikke og der er ingen grund til at stå her og komme med undskyldninger, sagde Riza Durmisi og uddybede:

- Vi var elendige og leverede en regulær lortekamp. Det er slet ikke acceptabelt, når vi står så tæt på det europæiske gruppespil. Nu handler det om stolthed og ære i returkampen, sammenfattede venstrebacken.

Se også: Til grin i Grækenland: Otte Brøndby-spillere dumper

Nu handler det om stolthed og ære frem mod returkampen næste torsdag. Det er afgjort, at PAOK skal i Europa League gruppespillet. Brøndby skal bare sørge for, at de ikke bliver udstillet på ny.

Veteranen Martin Albrechtsen var en af de få, der slap hæderligt fra mødet med de letbenede og bevægelige grækere. Riza Durmisi erkendte, at det var den værste oplevelse han har haft i Brøndby-trøjen.

- Vi leverer slet ikke på et tilfredsstillende niveau.  Vi er ramt på stoltheden og må vise på torsdag, at vi godt kan være med, sammenfattede han.

Daniel Agger fik comeback og spillede sin første kamp siden 19. juli. Brøndby-kaptajnen sled med at finde sit niveau og det var tydeligt at se, han manglede kamptræning, når Brøndby var under pres.

28 kommentarer
Vis kommentarer