Champions League-alarm! FCK-farvel dyrt for dansk fodbold

Danmark står lige nu til at få to hold i Champions League-kvalifikationen i 2021/22, men denne elendige sæson kan blive kostbar 

Ståle Solbakken trøster Jonas Wind, der brændte FCK's sidste forsøg i straffesparksgyseren mod Røde Stjerne. Foto: Jens Dresling
Ståle Solbakken trøster Jonas Wind, der brændte FCK's sidste forsøg i straffesparksgyseren mod Røde Stjerne. Foto: Jens Dresling

Den gode nyhed er, at dansk fodbold lige nu står til at få to pladser i kvalifikationen til Champions League i sæsonen 2021/22, den dårlige at de to pladser er i gevaldig fare!

Lige nu er Danmark nummer 14 på UEFA’s nationsrangliste. Den magiske skillelinje går efter det land, der er rangeret som nummer 15.

Men det er små marginaler, der afgør, om Danmark kommer i det gode selskab eller fortsat må forblive udenfor.

For Champions League-pladsen til de danske vicemestre fra 2021/22 er i den grad i farezonen, fordi de danske klubber i denne sæson har præsteret elendigt på den store europæiske fodboldscene.

Esbjerg røg ud allerede i anden kvalrunde, mens både Brøndby og FC Midtjylland røg ud i tredje kvalrunde. Samtidig glippede FCK’s drømme om Champions League med nederlaget til Røde Stjerne.

De danske klubber har tilsammen bare indspillet 5,5 point i denne sæson, og et FCK-farvel før Europa League-gruppespillet vil nærmest være katastrofalt for de fremtidige udsigter for dansk klubfodbold i Europa.

Viktor Fischer misbrugte også fra straffesparkspletten mod Røde Stjerne. Foto: Lars Poulsen
Viktor Fischer misbrugte også fra straffesparkspletten mod Røde Stjerne. Foto: Lars Poulsen

På ranglisten, der baserer sig på de seneste fem års resultater, siger Danmark farvel til den elendige 2014/15-sæson, hvor der blot blev samlet 2,9 point til ranglisten.

Lige nu har sæsonen 2019/2020 været en pointmæssig katastrofe med blot 1,375 point (de 5,5 point divideret med fire).

Derfor er Danmark i stor risiko for at ryge ud af Top-15, hvis FC København kikser mod Riga FC og ikke kommer i gruppespillet.

Omvendt kan Ståle Solbakkens mandskab med en plads i Europa League-gruppespillet og et par gode resultater forsvare Danmarks plads i Top-15 og derved hjælpe dansk fodbold til at få to hold i Champions League kvalifikationen.

Det har de bidraget med i denne sæson

FC København: 3 point

Brøndby: 2 point

Esbjerg: 0,5 point

FC Midtjylland: 0 point

Senest Danmark havde to mandskaber med i kvalifikationen, var i sæsonen 2012/13, hvor FC Nordsjællands mestre strøg direkte ind i gruppespillet

Hvis Danmark igen får to hold med i Champions League-kvalifikationen, vil mesterholdet først træde ind i tredje kvalrunde fra sæsonen 201/22, mens vicemestrene træder ind i anden kvalrunde, som FCK har gjort i denne sæson.

Ud over to hold i Champions League-kvalen vil Danmark have tre pladser i Europa League, så et ekstra hold vil få chancen i forhold til, hvordan det er lige nu.

187 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere