Danmark rasler mod bunden i Europa

De dårlige resultater har konsekvenser for dansk klubfodbold, der falder ned på ranglisten og får sværere ved at komme i gruppespillet i Champions- og Europa League

Den europæiske deroute betyder, at Danmark næste sæson mister en kval-plads i Champions League samtidig med, at de danske hold nu som minimum skal spille seks kampe for overhovedet at komme i Europa League.

Det dyk gør diskussionen om Superligaens kvalitet top-aktuel - og det indebærer som nævnt muligheden for, at vi skal til at snakke slutspil igen.

Ingen i dansk fodbolds top ønsker at snakke slutspil, men ingen lægger skjul på, at Europa-nedturen giver anledning til eftertanke.

- I FC Midtjylland er der ingen tvivl om, at vi skal til at skaffe point ude i Europa. Det følger med, hvis man vil spille med i toppen af ligaen, erkender sportsdirektør Claus Steinlein fra FC Midtjylland.

- Jeg synes, at vi med den nye tv-aftale har fået rammerne for den kommende periode på plads. Nu er det så oplagt, at vi kigger på de næste processer. Det handler om talentudvikling, stadionoplevelser og international succes.

- I den sammenhæng er det nok helt naturligt, at turneringsstrukturen kommer i spil, siger Steinlein.

Se også: Bombe efter nyt Europa-flop: Slutspil lurer i Superligaen

Ikke nemt
OB's sportschef Jesper Hansen ser ikke kulsort på de danske præstationer de senere sæsoner, og han skynder sig at rose både AaB for denne sæson og Esbjerg for sidste år.

- Vi må heller ikke glemme, at Esbjerg er et mål i overtiden fra at slå Ruch Chorzów, og så kunne vi for første gang have haft tre hold i gruppespillet.

- Så det er ikke noget nem diskussion. Europa er ændret, og der er kommet klubber og nationer til i den mellemgruppe, som Danmark hører til, som er ekstremt stærke. Jeg synes ikke hele tiden, vi bliver bedre i Danmark, men der er bare nogle steder, hvor det går endnu hurtigere fremad.

- Men jeg synes da, det er værd at hæfte sig ved, at Belgien har taget et 'megaløft' de senere år. Der er også sket noget i Østrig og Schweiz.

- Og når man ser det, så er det da oplagt at kigge på Belgien og se på, hvordan de har fået succes, mener Jesper Hansen.

Se også: Træner gal over kæmpe-banan, men: Det er ikke racisme!

Vi hænger efter
AaB-træner Kent Nielsen har været med til at levere sæsonens bedste danske resultat i Europa. Og med sejre over Steaua Bukarest, Dinamo Zagreb og Dynamo Kiev har han og det nordjyske mandskab høstet meriterende triumfer.

- Når vi ser på de svigtende resultater, så bliver vi også nødt til at tage med, at der findes stater i sovjet-området, som er kommet i gear.

- Der er klubber i Kazakstan, der har en økonomi, der er ekstrem, siger AaB-træneren, som har set sin kommende klub, OB, sende Kasper Larsen til mesterholdet FC Astana.

- Så jeg synes ikke, det er et nødvendigvis er et udtryk for, at vi er blevet dårligere i Danmark, men kvaliteten er nu spredt ud over flere klubber, mener Kent Nielsen.

- Ser vi på Belgien, så har Club Brugge, Anderlecht og Standard Liège i dag jo alle en økonomi på niveau med FC København, og der hænger vi jo efter, erkender AaB-træneren, som tror på bedring.

- Skal danske hold præstere i Europa, så er vi afhængige af, at holdene er spillet sammen. Der lider vi lidt under, at vores stærkeste hold ikke er lige så stærke, som de har været. Men jeg er overbevist om, at kan de danske hold holde lidt sammen på trupperne, så skal vi nok se resultater, siger Kent Nielsen.

Se også: Udspillet i Belgien: AaB færdige i Europa

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere