Der var danskermøde på San Siro torsdag aften.
Her tog Simon Kjær og resten af AC Milan imod norske Bodø/Glimt med den målfarlige danske duo Kasper Junker og Philip Zinckernagel i front.
Landsholdskaptajnen slap bedst fra mødet med sine landsmænd. AC Milan vandt således 3-2 efter blandt andet at være kommet bagud 0-1 på et mål af Junker.
Milaneserne, der var uden en coronasmittet Zlatan Ibrahimovic, skal i fjerde og sidste kvalifikationsrunde møde portugisiske Rio Ave, der torsdag slog Besiktas efter straffesparkskonkurrence.
Der var gået et lille kvarter, da Kasper Junker fik Bodø/Glimt til at drømme om en sensationel sejr. Den tidligere AGF- og Horsens-angriber satte foden på en hård, flad aflevering i feltet og vinklede bolden i mål.
Håbet om avancement led dog et knæk kun cirka halvandet minut senere, da Hakan Çalhanoglu i den anden ende bankede bolden op i nettaget og udlignede.
Den kun 18 år gamle angriber Lorenzo Colombo gjorde det til 2-1 et kvarter senere, inden Hakan Çalhanoglu fem minutter inde i anden halvleg viste prøver på sin gode sparketeknik ved at flugte bolden i mål efter et hjørnespark til 3-1.
Jens Hauge, der lagde op til Kasper Junkers mål, bragte dog spænding ind i kampen, da han med et tørt hug fra distancen reducerede til 2-3 fem minutter senere.
Men den forløsende udligning udeblev altså for det norske hold.
FC København slår Piast Gliwice 3-0 i kvalifikationen til Europa League