Det var usportsligt, unfair og direkte vanvittigt, da en gruppe fans af fodboldklubben Levski Sofia MEGET tidligt torsdag morgen troppede op foran det hotel i den bulgarske hovedstad, hvor truppen fra Hajduk Split overnattede.
Missionen var såre simpel: Optakten for det kroatiske hold skulle vanskeliggøres inden de to klubbers Europa League-kvalifikationskamp torsdag aften.
Hajduk-folket skulle vækkes. Og det skulle være effektivt.
Så de iværtsatte et fyrværkeri af en anden verden, som tv-klippet herover dokumenterer på fornemmeste vis.
En lang række farverige raketter eksploderede tæt ved eller på bygningen og skabte en overgang et scenarie, der kunne henlede folk til at tro, at der enten var tale om en nytårsaften på Rådhuspladsen eller fejringen af en ny nation.
Ifølge lokale medier var politiet forholdsvis hurtigt til stede og fik sendt ballademagerne væk fra stedet.
Og hvad var endnu mere irriterende for Levskis provokerende fans var, at det - ifølge en talsmand for Hajduk Split - ikke havde den store konsekvens.
For spillerne lå og sov i den anden side af hotellet - med vinduer i den modsatte retning.
- Spillernes værelser var i den anden side af hotellet, så de fleste spillere var slet ikke klar over, hvad der var sket. Og dem, der gjorde, faldt hurtigt i søvn igen, siger en talsmand fra klubben til 24sata.hr - et kroatisk nyhedssite.
Vinderen af opgøret møder i øvrigt Brøndby IF i 3. kvalifikationsrunde - forudsat at de danske sølvvindere ellers besejrer finske Vaasan samlet. Brøndby fører 2-0 efter det første møde.
Hajduk fører 1-0 efter det første møde i Kroatien.