Nicklas Bendtner har haft nogle forrygende dage med det danske landshold, men torsdag var det tid til at komme ned på jorden. Det sørgede Real Sociedad for.
Det blev til et eftertrykkeligt nederlag på 4-0 i det nordspanske, og det huede bestemt ikke den danske landsholdsangriber.
Da han kom gennem mixed zone, hvor spillerne normalt møder pressen, gik Bendtner med blikket rettet stift mod sin telefon. Som den eneste Rosenborg-spiller stoppede han ikke op. Det fortæller Dagbladet.
- Ikke i dag, var de eneste ord om 4-0-mareridtet, som holdet netop havde gennemgået.
De norske medier mener da heller ikke, at det var en mindeværdig kamp for den danske angriber.
Hos Dagbladet skriver man, at angriberne Adegbenro og Nicklas Bendtner var svage oppe foran, mens Adresseavisen stikker ham et 4-tal på 10-skalaen og roser ham kun for at kunne holde fast på bolden ved enkelte lejligheder.
Hård dom fra spanierne
De spanske medier var heller ikke særligt imponerede af det norske hold som helhed.
- Rosenborg forsvandt fra banen. Sociedad reducerede dem til et dårligt hold, skriver den spanske sportsavis AS.
- Sociedad dominerede Rosenborg. Llorente og Zurutuza (Begge målscorere, red.) havde kontrol over kampen, skriverer El Diario Vasco, som er en lokal avis i San Sebastian, hvor hjemmeholdet kommer fra.
Rosenborgs danske anfører Mike Jensen var også klar i spyttet efter kampen. Han følte, at de til tider blev ydmyget.
Rosenborg overraskede de fleste ved at slå Ajax ud af Europa League-kvalifikationen, men den her gang fik de altså virkelig ørerne i maskinen.