Europa-nedtur: Milan og Dortmund i kæmpe skuffelser

Henrikh Mkhitaryan og Aaron Ramsey scorede for Arsenal, som vandt 2-0 ude over AC Milan i Europa League.

AC Milan dummede sig på hjemmebane og er på vej ud af Europa League. Foto: AP
AC Milan dummede sig på hjemmebane og er på vej ud af Europa League. Foto: AP

Arsenal står med et ben i Europa Leagues kvartfinaler efter den første ottendedelsfinale mod AC Milan torsdag aften.

På udebane vandt englænderne med 2-0 efter to scoringer i første halvleg.

Holdene mødtes i knockoutfasen i Champions League i 2008 og 2012, men er i denne sæson at finde i den næstbedste og knap så lukrative europæiske klubturnering.

Det er Arsenals første europæiske rejse på anden klasse siden sæsonen 1999/2000, hvor holdet røg ud af Champions League efter gruppespillet for derefter at nå frem til Uefa Cup-finalen i København.

Kigger man på de to kæmpers aktuelle ligaplacering, får begge meget svært ved at kvalificere sig til Champions League via deres nationale ligaer.

Derfor ses en Europa League-titel som de to klubbers bedste mulighed for at komme med i det fineste selskab i næste sæson.

Arsenal fik endelig lidt at juble over. Fotos: AP

 

Det afspejlede sig også i de to holds startopstillinger, hvor holdene modsat tidligere i turneringen ikke lod sine profiler hvile.

Arsenal var rejst til Milano med en stribe svage præstationer i frisk erindring, men der var ingen indikationer på krise i holdets præstation.

Arsène Wengers mandskab spillede meget disciplineret, og Milan kom kun frem til halve muligheder. I den anden ende var Arsenal ikke meget mere chanceskabende, men til gengæld effektive.

Efter et kvarter kom holdet foran 1-0, da Henrikh Mkhitaryan trak ind i banen med en sparkefinte, før hans hårde spark blev afrettet af Leonardo Bonucci, så bolden snød målmandstalentet Gianluigi Donnarumma.

I sekunderne inden pausen blev det endnu værre for hjemmeholdet. Mesut Özil fandt et lille hul, så han kunne stikke Aaron Ramsey fri, og waliseren rundede Donnarumma og trillede bolden i mål til 2-0.

I anden halvleg jagtede Milan en reducering, men Arsenal-forsvaret afviste italienerne gang på gang.

Samtidig havde Arsenal ikke travlt med at forbedre et i forvejen godt udgangspunkt, og derfor sluttede kampen uden yderligere scoringer.

Der er returkamp i London torsdag i næste uge.

Dortmund skuffer også

Sæsonen 2017/2018 har hidtil været en stor skuffelse for Borussia Dortmund på europæisk plan.

Den tyske storklub røg ud af Champions League-gruppespillet uden en eneste sejr, og Dortmund måtte se sig overflyttet til den mindre prestigiøse Europa League.

Torsdag indtraf endnu en skuffelse, da Dortmund tabte 1-2 hjemme til østrigske RB Salzburg i den første af to kampe i ottendedelsfinalerne.

Efter den samlede sejr på 4-3 over italienske Atalanta i 16.-delsfinalerne kunne man måske tro, at Dortmund havde fået færten af lidt europæisk succes, men sådan kom det ikke til at gå.

Efter 49 minutter bragte Valon Berisha gæsterne foran på et straffespark, og nogle minutter senere var samme spiller på pletten igen.

Dortmund skuffede. Fotos: Ritzau/Scanpix /

 

Valon Berisha hamrede bolden i mål til 2-0, og nu så det for alvor svært ud for Dortmund.

Efter 63 minutter fik André Schürrle skabt lidt håb med reduceringen til 1-2, men der blev ikke scoret yderligere.

Dermed venter der Dortmund en svær opgave i returkampen, hvor tyskerne er tvunget til at score to gange for at kunne gå videre.

Atlético Madrid fik et anderledes brugbart resultat ud af hjemmekampen mod Lokomotiv Moskva.

Det skete i en kamp mellem to hold, som danske FC København er stødt på i Europa League i denne sæson.

Atlético Madrid vandt 3-0 over det russiske hold, som dermed får meget svært ved at gå videre.

Saúl Ñíguez, Diego Costa og Koke kom på måltavlen for spanierne.

Franske Lyon fik et godt udgangspunkt for at komme videre, da holdet vandt 1-0 ude over russiske CSKA Moskva.

Se også: Politiet beder om hjælp: OL-guldvinder sporløst forsvundet

'Den Gule Mur' på Signal Iduna Park. Foto: Ina Fassbender/AP Sport og Spil Guide: Tre Champions League-stadioner du skal opleve før du dør

4 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere