FCK får super-seedning: Rooney, Cornelius eller Bendtner

Et par store overraskelser i torsdagens kampe sikrede FC København i 1. seedningslag, og de danske mestre undgår dermed storhold som Arsenal, Lyon, Lazio og Milan, når der fredag bliver trukket lod til Europa League-gruppespillet

Det var helt sikkert ikke det gruppespil, som FC København havde håbet, de skulle være en del af. Men når det nu ikke kunne være anderledes efter det skuffende samlede nederlag til Qarabag i Champions League-kvalifikatioen, så må københavnerne have haft smilet godt trukket op i kinderne, da det stod klart, at flere resultater i torsdagens Europa League-kampe gik i FCK's retning.

Resultaterne af torsdagens kval-kampe betyder nemlig, at de danske mestre hopper et seedningslag op og pludselig befinder sig i det øverste lag, når UEFA kl. 13 fredag trækker lod til Europa Leagues gruppespil.

Placeringen i det bedste seedningslag betyder, at de danske mestre undgår storhold som Arsenal, Lyon, Milan og Lazio i denne omgang, og mon ikke det passer mestrene særdeles godt, at et avancement videre fra gruppespillet ser nemmere ud, når flere af turneringens stærke hold dermed ikke kan blive modstanderne i denne omgang.

Skuffede FCK'ere i midtugen. De kan nu se frem til seks kampe i Europa League-gruppespillet. Foto: Jens Dresling
Skuffede FCK'ere i midtugen. De kan nu se frem til seks kampe i Europa League-gruppespillet. Foto: Jens Dresling
 

Dermed ikke sagt, at en kvalifikation bliver en ren 'walk in the park' for FC København, der fortsat kæmper med at finde sidste sæsons afsindigt høje niveau, for der er bestemt flere giftige modstandere i de tre andre seedningslag, men samtidig også mulighed for sjove møder, eksempelvis to kampe mod Rosenborg, hvor danske profiler som Nicklas Bendtner og Mike Jensen befinder sig, Atalanta med tidligere FCK-spiller Andreas Cornelius i truppen, mens Ståle Solbakken måske også gerne vil sige tak for sidst til sin gamle klub Köln.

Ser man på det med økonomiske briller, vil Everton i seedningslag to være interessant for københavnerne. Det stærke Premier League-hold med hjemvendte Wayne Rooney vil givetvis kunne lokke folk i Parken, mens det fra et sportslig perspektiv måske mere interessant, at modstanderen hedder eksempelvis Maccabi Tel-Aviv eller Austria Wien.

i 3. seedningslag kan det blive til danskermøder i flere tilfælde, hvor både Rosenborg og Atalanta befinder sig, mens også Solbakkens gamle klub Köln er i den gruppe. I samme lag er også tyske Hoffenheim, som netop er ekspederet ud af Champions League af Liverpool, mens Sheriff Tiraspol fra Moldova tilskuermæssigt ikke skriger på opmærksomhed, men niveaumæssigt ser mere attraktiv ud.

4. seedningslag byder også på oplagte gode modstandere for FCK, hvor svenske Östersund på forhånd ligner en lille drøm, mens Vardar, som FCK havde store problemer med tidligere i CL-kvalen, også befinder sig samme sted, ligesom FCMs banemænd fra Limassol også er i den gruppe.

Et par bud på et par grupper til FCK:

Den svære:
FC København
Everton
Hoffenheim
Vardar

Den økonomisk attraktive:
FC København
Everton
Rosenborg
İstanbul Başakşehir

Den 'nemme':
FC København
Maccabi Tel Aviv
Sheriff Tiraspol
Östersund

Se alle de fire seedningslag her:

Her er de fire seedningslag til Europa League-lodtrækningen

Lag 1
Zenit (Rusland) 
Arsenal (England)
Lyon (Frankrig)
Dynamo Kyiv (Ukraine) 
Villarreal (Spanien)
Athletic Club (Spanien)
Lazio (Italien)
AC Milan (Italien)
Viktoria Plzeň (Tjekkiet) 
Salzburg (Østrig)
FC København (Danmark)
Braga (Portugal)

Lag 2
FCSB (Rumænien)
Ludogorets Razgrad (Bulgarien)
BATE Borisov (Hviderusland)
Everton (England) 
Young Boys (Schweiz)
Marseille (Frankrig)
Real Sociedad (Spanien)
Maccabi Tel-Aviv (Israel)
Lokomotiv Moskva (Rusland)
Austria Wien (Østrig) 
Hertha Berlin (Tyskland)
Nice (Frankrig)

Lag 3
Astana (Kasakhstan)
Partizan (Serbien)
Hoffenheim (Tyskland)
Köln (Tyskland) 
Rijeka (Kroatien)
Vitória Guimarãs (Portugal)
Atalanta (Italien) 
Zulte Waregem (Belgien) 
Zorya Luhansk (Ukraine) 
Rosenborg (Norge)
Sheriff Tiraspol (Moldova)
Hapoel Beer-Sheva (Israel) 

Lag 4
Apollon Limassol (Cypern)
İstanbul Başakşehir (Tyrkiet) 
Konyaspor (Tyrkiet) 
Vitesse (Holland) 
Slavia Praha (Tjekkiet) 
Crvena zvezda (Serbien) 
Skënderbeu (Albanien) 
Zlín (Tjekkiet) 
AEK Athens (Grækenland) 
Lugano (Schweiz) 
Vardar (Makedonien) 
Östersund (Sverige)

Chefen stor-hylder Bendtner: Han er i kanonform

Den vragede Bendtner blev en del af en kedelig rekord

Se CL-dødspuljen her: Eriksen i kamp mod europæiske giganter