FCK i europæisk drama: Rødt kort, tordendrøn og straffespark!

Der var drama for alle pengene, da FC København trak sig sejrrigt ud af Europa League-dysten mod CSKA Sofia

Kenan Kodro blev matchvinder for FCK i Sofia. Foto: Ritzau Scanpix/Borislav Troshev
Kenan Kodro blev matchvinder for FCK i Sofia. Foto: Ritzau Scanpix/Borislav Troshev

FC København fik torsdag aften et fantastisk udgangspunkt i Europa Leagues tredje kvalifikationsrunde, da Ståle Solbakkens mandskab fik vendt 0-1 til en 2-1-sejr i den bulgarske hovedstad mod CSKA Sofia.

FCK kan dog prise sig lykkelig for et tyndt rødt kort til CSKA, der ændrede kampbilledet fuldstændig sidst i første halvleg.

Københavnerne fik ellers en gennemført horribel indledning på kampen og kom hurtigt på hælene på den knastørre bane i Bulgarien. Det skyldtes en masse fejlafleveringer fra danskerne og et hidsigt pres fra hjemmeholdet, der havde mange tusinde vilde tilskuere i ryggen.

Særligt værternes kontraangreb blev ført igennem med frygtindgydende styrke, og den ene farlige situation efter den anden skyllede ind over et usikkert FCK-forsvar.

Derfor var det ingen overraskelse, at Maurides efter et kvarter kunne stikke en sylespids kontrakniv i ryggen på FCK’erne, da brasilianeren modtog bolden efter bare to bulgarske spilstationer. Maurides har lavet fem mål i fem kampe for CSKA Sofia denne sæson, og angriberen sparkede også iskoldt bolden mellem benene på Jesse Joronen.

Maurides jubler efter sit føringsmål. Foto: Borislav Troshev/Ritzau Scanpix
Maurides jubler efter sit føringsmål. Foto: Borislav Troshev/Ritzau Scanpix

Så var heksekedlen endnu mere hed for FC København, der havde nok at gøre med at forsvare sig de næste fem minutter. Men da Dame N’Doye fyrede et langskud på overliggeren efter 20 minutter, begyndte kampen stille og roligt at vende, selv om Sofia stadig truede på omstillinger.

Danskerne fik endnu et boost fem minutter inden pausen, da Bozhidar Chorbadzhiyski modtog et direkte rødt kort for at svinge en arm i hovedet på Dame N’Doye. Ingen tvivl om at senegaleseren slog mundtøjet, men handlingen så på ingen måde bevidst ud fra manden med det mundrette efternavn…

Udvisningen gav FC København plads til at sætte det bulgarske storhold under et massivt pres fra begyndelsen af anden halvleg, og særligt Viktor Fischer og Nicolai Boilesen brød igennem til flere fine indlæg, som N’Doye og Kenan Kodro dog lige manglede det sidste for at sende i nettet.

Men udligningen kom, og det var efter et sandt tordenhug af Denis Vavro, der havde erstattet en skadet Andreas Bjelland med få sekunder tilbage af 1. halvleg. Skidt nyt for FCK i forhold til weekendens derby mod Brøndby, men i Sofia blev udskiftningen en velsignelse i forklædning.

Ståle Solbakken kunne danse krigsdans over FCK's første halvleg, men danskerne vendte kampen på hovedet i Bulgariens hovedstad. Foto: Ritzau Scanpix/Borislav Troshev
Ståle Solbakken kunne danse krigsdans over FCK's første halvleg, men danskerne vendte kampen på hovedet i Bulgariens hovedstad. Foto: Ritzau Scanpix/Borislav Troshev
 

For efter 64 minutter tog fanden ved Denis Vavro, der nærmest med foragt tyrede læderet op i nettaget fra 20-25 meters afstand uden chance for keeper Vytautas Cerniauskas. Denis Vavro har udviklet sig til en slags europæisk Messias for FCK, da det også var slovakken, der reddede kastanjerne ud af ilden mod KUPS med sin straffescoring i første kval-runde.

Det blev dog hurtigt endnu bedre for Vavro og co., selv om den slovakiske tordenstøvle af uransagelige årsager ikke fik mulighed for at blive dobbelt målscorer, da Nicolai Boilesen med et kvarter igen fik tilkæmpet sig et korrekt dømt straffespark.

I stedet blev det Kenan Kodro, der med møje og besvær fik bolden over stregen via Vytautas Cerniauskas, men de tæller jo alle sammen, uanset hvor flotte målene er.

2-1 scoringen var bestemt en vigtig en af slagsen, for nu står FCK med halvandet ben i playoff-runden på randen af Europa League-gruppespillet, hvor Atalanta efter alt at dømme venter, efter italienerne med Andreas Cornelius som indskifter slog Hapoel Haifa 4-1 ude.

FC København skal gøre arbejdet færdigt hjemme mod CSKA Sofia på torsdag.

Se også: Medie: FCK-talent tæt på svensk klub

Se også: Efter super-start: Nu vil AaB kapre FCK-angriber

Se også: Kæk svensk udmelding: Favoritter mod danske mestre!

Se også: Lang vej til Europa - skrækmodstandere til FCK og FCN

1 af 10 Foto: Borislav Troshev/Ritzau Scanpix
2 af 10 Foto: Borislav Troshev/Ritzau Scanpix
3 af 10 Foto: AP
4 af 10 Foto: AP
5 af 10 Foto: AP
6 af 10 Foto: AP
7 af 10 Foto: AP
8 af 10 Foto: AP
9 af 10 Foto: AP
10 af 10 Kenan Kodro blev matchvinder for FCK i Sofia. Foto: Ritzau Scanpix/Borislav Troshev
kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Benjamin Krogh
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen