PARKEN (Ekstra Bladet): Klasseforskel i Parken.
FC København havde godt nok besøg af af Stjarnan, men det var hjemmeholdene, der havde stjerneskuddene.
Med mål fra formstærke Viktor Fischer, talentfulde Carlo Holse og nytilkomne Kenan Kodro vandt holdet med 5-0 i Parken og altså med 7-0 samlet.
Særligt 19-årige Holses scoring og præstation stod stærkt i billedet, og Kenan Kodros hattrick var også skarpt.
Manager Ståle Solbakken havde før kampen varslet ændringer, og det løfte holdt han.
Kun to gengangere fra storsejren mod AaB, Rasmus Falk og Fischer, og så blev der givet sæsondebut til William Kvist.
Med en sejr på 2-0 i første opgør var der plads til at ryste posen.
Teenagefest
Kampen var kun 220 sekunder gammel, da FC København scorede til 1-0. En kæk vending af Falk i feltt åbnede det hele.
Fynboen fandt nemt Fischer, der overlegent trillede bolden forbi oppasser og keeper. Så var der budt velkommen til de islandske gæster.
Københavnerne stillede op med teenagerne Mads Roerslev og Carlo Holse i højresiden, og de to unge løver var dejligt angrebsivrige mod de overmatchede islændinge.
Holse gjorde særdeles god reklame for sig selv. Back-makkeren brød på fornem vis en aflevering op i banen, og derefter tog den offensive kant over.
Et hurtigt træk ind i banen, et sving med venstreskøjten og så sad kuglen helt oppe i krydset. Feststemte Sektion 12 skyndte sig at synge hele hans navn taktfast, og det er næppe sidste gang, det sker i Parken.
Og han har det formentlig fint med, at det er kælenavnet Carlo og ikke Carl-Johan, der bliver skreget på.
Første halvleg sluttede med endnu en scoring af FCK. Holse fandt Roerslev i et overlap og med en skarp pasning til midten som assist, kunne Kodro score sit andet mål for klubben.
Ren massakre og nyt hattrick
Anden halvleg var knapt begyndt før en ny lussing ramte stakkels Stjarnan. Roerslev var igen med fremme og hans indlæg lå præcist til Kodro, som nok engang fik scoret.
Hattricket blev fuldendt med et kvarter tilbage, og dermed kom der sådan et for anden gang i træk i nationalarenaen. Dame N'Doye havde jo netop gjort det mod AaB.
5-0-massakren blev sikret på en ret billig baggrund, men det gode spil kan man ikke tage fra Ståle Solbakkens tropper, der leverede varen denne aften.
Zorniger om nyt stjerne-salg: - Jeg har lært ikke at forvente meget
FCM-stjerne fatter det ikke: - Hoppede bare over hans 'fire meter lange arme'
FCN sender tophold ud: Storklubber kiggede på