FCM parat til ufine tricks

Ulvene er indstillet på at tage alle midler i brug for at skabe sit internationale gennembrud i aften

FC Midtjylland tager erfaringerne fra alle de ufine tricks i de vilde opgør mod Apoel med ind til knald-eller-fald kampen mod Southampton (Foto: René Schütze)
FC Midtjylland tager erfaringerne fra alle de ufine tricks i de vilde opgør mod Apoel med ind til knald-eller-fald kampen mod Southampton (Foto: René Schütze)

HERNING (Ekstra Bladet): FC Midtjylland kommer til at have kampene mod Apoel i baghovedet, når de skal forsøge at fuldende opgaven mod Southampton og komme i Europa League.

Cyprioternes teatralske facon at hive ethvert sekund ud af et frispark på, havde ulvene allerede på repertoiret på St. Mary's.

Så mangler der lige et Apoelsk højtryk fra tribunen, så mangler der lige presset på dommeren - og bolddrengenes evne til at spille med på den facon, der passer hjemmeholdets agenda bedst.

- Uanset hvordan det ender mod Southampton, så kommer ingen her til at snakke om lærepenge, fordi vi har stået der så mange gange.

- Vi har sagt rigtig mange gange at nu ... nu ... nu skulle vi lære det. Læretiden er altså ovre. Og jeg synes, vi beviste i udekampen mod Southampton, at vi er ved at være der, mener anfører Kristian Bak og lægger op til en kamp, hvor der ikke er nogen fine fornemmelser.

Se også: Stort boost til FCM før skæbnekamp

Det eneste, der tæller, er billetten til Europa League. Fodboldkampe er for overlevere. Kunstmuseer er for æstetikere.

- Vi ved, hvordan man agerer i en europæisk kamp over for tilskuere, over for dommere, man tager lige lidt mere tid ved dødboldene ... vi er lidt mere dumme svin i nærkampene. Danskere kan generelt ikke lide, når det er sådan, men det er vi ligeglade med, og det skal vi være ligeglade med.

- Vi skal provokere modstanderne, vi skal provokere træneren, vi skal påvirke dommeren. Vi skal gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at det her lykkes, for det er det, vi altid kommer ud for på udebane. Dét skal vi blive bedre til, og det har vi ikke været gode nok til, erkender ulve-kaptajnen, mens øjnene skyder lyn af vindervilje.

Se det vilde og brutale højdepunkter på Cypern, som FCM har lært af:

- Lige præcis dén kamp nede på Cypern vandt Apoel jo netop på, at de lykkedes med at få så mange stop ind i kampen, så vores spil blev slået fuldstændigt i stykker. Vi fik ingen rytme, fordi de lå ned, fordi de spillede på alt, og deres publikum hjalp med til, at det blev sådan en kamp.

- Før danske hold lærer det der, så kommer vi ikke til at se et dansk hold slå igennem internationalt. Det er så stor en del af at skabe et stort internationalt resultat, at man ikke er bange for at være både kynisk og usympatisk.

- Der er danskere alt for søde og bløde, når vi møder den verden, mener Kristian Bak.

FC Midtjylland har fordel i hjemmekampen kl. 20.45 efter uafgjort i kampen i England.

Se også: Sisto: Magien kan komme mod Southampton

14 kommentarer
Vis kommentarer