FCM-profiler om lodtrækning: Ikke uden chancer

Erik Sviatchenko og Kristian Bach Bak vurderer gruppen som rigtig svær men ikke uoverkommelig

Sviatchenko havde blandede følelser omkring Europa League-gruppen (Foto: Claus Bonnerup)
Sviatchenko havde blandede følelser omkring Europa League-gruppen (Foto: Claus Bonnerup)

Napoli, Club Brügge og Legia Warszawa.

Det var facit for FC Midtjylland fredag eftermiddag, da lodtrækningen til Europa League-gruppespillet var overstået.

Efter FC Midtjylland sendte Premier League-mandskabet Southampton ud af Europa League playoff, så havnede de danske mestre i gruppespillet, og nu venter seks spændende kampe.

 Se også: Åh nej, ikke dem igen: FCM skal til Brugge

Det var ikke drømmepuljen men heller ikke den værst tænkelige, vurderer forsvarsprofilen Erik Sviatchenko.

- Det er en spændende pulje. Det bør være muligt at få nogle point i de seks kampe. Det er ikke drømmepuljen, men det er heller ikke uoverkommeligt.

- Det fedeste bliver at spille mod Napoli på udebane. Jeg har faktisk drømt om at spille på det stadion, hvor ham stadionspeakeren råber navnene op, når de scorer. Det skal han så helst bare ikke gøre, når vi spiller der.

Se også: Tjekkisk profil forstærker FC Midtjylland

- Jeg håber da lidt, at vi kan bryde den forbandelse med, at Club Brügge sender danske hold ud af Europa. Nu var vi jo tæt på at bryde APOEL-forbandelsen. Det er et godt hold. Vi så dem tabe til Manchester United, men det var også en stor mundfuld. Men jeg vil da mene, at vi står godt til dem.

- Jeg havde da lidt håbet på at Pulje A med Ajax, Fenerbahce og Celtic. Men der var også værre grupper, vi kunne have trukket, så alt i alt er jeg tilfreds.

Se også: FCM-stjerne: Fristet af Premier League

Ulveanfører Kristian Bach Bak, siger:

- Jeg er okay tilfreds med puljen. Jeg havde måske håbet på en af de der helt store hold, som alle vil ind og se. Men selvfølgelig er Napoli et klassemandskab, og det bliver en fed oplevelse at komme derned og spille.

- Vi er ikke uden chancer for at gå videre i det selskab, men det bliver sindssygt svært. Vi kender rigtig meget til Club Brügge, og det kunne være dejligt at sætte en prop i dem for deres stime med at sende danske hold ud af Europa.

Se også: FCM-anfører om Southampton: Det var et tonserhold

- Legia har jeg ikke det store kendskab til. Men østeuropæiske hold er dygtige, og vi skal spille op til vores bedste som mod Southampton for at slå dem.

1 kommentar
Vis kommentarer