Young Boys bankede den tyske storklub Leverkusen ud.
Slavia Prag sendte Schmeichels stærk kørende Leicester ud.
To opsigtsvækkende udfald i Europa League, og hvad har de sejrende klubber til fælles?
De er begge slået ud af Champions League-kvalifikationen af de danske mestre fra FC Midtjylland.
Skal man i den forbindelse se midtjydernes kvalifikation i et nyt lys? Ja, det kan man godt, mener klubbens direktør Claus Steinlein.
- Jeg var jo lidt ude med det, da vi var gået videre, men jeg syntes jo, at der var nogle eksperter, der negligerede, hvor gode Young Boys og Slavia Prag var, siger han til Ekstra Bladet.
- Vi spillede måske nogle af de bedste kampe, der er spillet i Midtjyllands historie. Specielt mod Young Boys synes jeg, det var helt fantastisk, og vi spiller også fantastisk mod Slavia Prag, hvor vi også har tur i den.
- Det var en flot rejse, vi var på. Navnene var måske ikke helt så store, så det gav genlyd ud i hele Europa, og eksperterne synes det måske heller ikke, men det var to kvalitetsmodstandere, så det er jeg stolt over. Det giver lidt ekstra at se, at de er kommet så langt.
- Da vi trak Atalanta, der tænkte jeg straks, at det nok skulle gå. Men så fik man rodet og skramlet lidt og så, at de var i semifinalen året før. Det havde jo lydt bedre at trække Barcelona. Sådan fungerer den menneskelige hjerne jo.
Steinlein vurderer, at det bliver sværere og sværere at komme ind i det fine selskab, fordi pengene koncentreres på få klubber. Dog mener han, at den opsamlede erfaring – eller lærepenge som klubben tidligere har kaldt det - vil hjælpe næste gang.
- Vi bliver ikke nervøse, når vi spiller om DM, for det har vi prøvet mange gange før, men med det europæiske snublede vi altid til sidst. Nu har vi fået den erfaring, så der kan vi få resultatet til at tippe over til os.
Næste sæson har Danmark to pladser i Champions League-kvalifikationen. Nummer et træder ind i tredje runde, mens nummer to må starte i anden.
Et år med 'Braithelona': Trodsede Laudrups logik
Stopper øjeblikkeligt: Tilbød at blive til sommer
Bikini-gennembrud: Men skaden er sket
Se Superligaens lønkonger lige her